Seneste prædiken

Prædiken til 2. søndag i fasten:

Jesus gik bort derfra og drog til områderne ved Tyrus og Sidon. Og se, en kanaanæisk kvinde kom fra den samme egn og råbte: »Forbarm dig over mig, Herre, Davids søn! Min datter plages slemt af en dæmon.« Men han svarede hende ikke et ord. Og hans disciple kom hen og bad ham: »Send hende væk! Hun råber efter os.« Han svarede: »Jeg er ikke sendt til andre end til de fortabte får af Israels hus.« Men hun kom og kastede sig ned for ham og bad: »Herre, hjælp mig!« Han sagde: »Det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og give det til de små hunde.« Men hun svarede: »Jo, Herre, for de små hunde æder da af de smuler, som falder fra deres herres bord.« Da sagde Jesus til hende: »Kvinde, din tro er stor. Det skal ske dig, som du vil.« Og i samme øjeblik blev hendes datter rask. Matt 15,21-28

Først lige en produktinformation: Denne prædiken kommer til at handle om kærlighed. For den kan ikke handle om andet. Det skyldes evangeliet, som jeg lige har læst. Så kan man ikke udstå al den blødsødne snak om Guds kærlighed, så skal man lukke ørerne. Nu er I advaret – og jeg tager ikke mod reklamationer.

Og så til sagen. Jeg læste for nylig om et ægtepar, der fortæller, at de var blevet enige om, at de skulle anskaffe sig en ruhåret fox terrier. Men så blev konen gravid, og så fik de en glathåret dreng i stedet for. Nu havde de godt nok investeret i en dyr bog om hundeopdragelse. De blev dog enige om, at bortset fra afsnittet om renlighedstræning, så kunne de godt opdrage sønnen efter principperne i det dyrt erhvervede værk. Her er hovedprincipperne formuleret i de fire k’er: Kærlighed, kontakt, krav, konsekvens. Det er vel en videreudvikling af tidligere generationers principper – der rent lydmæssigt nok passer bedre til en hundebog – nemlig de tre r’er: Ro, renlighed, regelmæssighed. Men tilbage til vor tids fire k’er. Det er såre nemt med de første tre k’er: Kærlighed, kontakt og krav. Det er nemlig normalt ikke særligt svært at elske sine børn. Det ligger ligesom i generne. Man kan normalt ikke lade være. Det er heller ikke uoverkommeligt at have kontakt med sine børn. Heller ikke i vor tid, selv om hvert familiemedlem sidder fordybet bag sin egen skærm. Det sker, at vi må løfte hovedet fra skærmen – i hvert fald hvis vi vil have noget at spise. Det giver mulighed for kontakt. Vi kan også finde ud af at sætte krav op: Ingen mobilos ved middagsbordet – altså med mindre de er på lydløs. Ikke mere slik – altså før det forrige er spist op. Basta.

Men med det fjerde k bliver det straks vanskeligere. Det er jo umuligt at være konsekvent i sin opdragelse. Det er i hvert fald min egen erfaring. Kærligheden er nemlig i sit væsen inkonsekvent. Hvem har ikke, når tumulten på bagsædet i bilen bliver trafikfarlig, af sine lungers fulde kraft råbt: ”Så er det nok – hvis I ikke kan enes, så bliver i sat af! Omgående! Lige med det wuns!” Men jeg mangler endnu at støde på horder af børn, der går snøftende rundt i nødsporet, fordi konsekvente forældre – især fædre – har sat dem af. Nej, konsekvens er vanskelig – især i forhold til dem, man elsker. ”Nu er grænsen nået!”, kan man brøle til sit barn. Og hvad gør barnet? Det argumenterer og presser på og tigger og beder for at skubbe til grænsen, få den flyttet. Og hvad gør man? Ja, af ren og skær kærlighed og måske også en smule træthed giver man efter. Men man gør det ikke kun for at få fred. Man kan bare ikke lade være. Det er jo nok sådan, at før man bliver hundeejer eller forældre, så har man masser af kkkk- og rrrprincipper om, hvordan børn og hunde skal opdrages. Men når man har fået barn eller hund, så bliver man ekspert i noget helt andet – nemlig at ændre standpunkt.

Når vi læser i Det nye Testamente, så vil vi opdage, hvor mange inkonsekvente personer der er i denne i øvrigt glimrende bog. Det vrimler med dem. I torsdags ved konfirmationsforberedelsen mødte vi flere af dem, da vi gennemgik påskeberetningerne. Judas var inkonsekvent: Først glødende tilhænger, så forræder, og til sidst angerfuld. Og Simon Peter? Han var konsekvent inkonsekvent. Jeg vil kæmpe med dig til det sidste, forsikrede han Jesus under deres sidste måltid sammen. Og i næste øjeblik nægtede han indtil flere gange overhovedet at kende Jesus. Vi ved vel alle, at meninger og principper har en vis levetid. Mødet med virkeligheden og ikke mindst mødet med andre mennesker kan få os til at ændre standpunkt. Vorers store leder Martin Luther kunne stå ved sit standpunkt: ”Her står jeg og kan ikke andet,” skulle han efter sigende have sagt ved rigsdagen i Worms. Men han elskede jo heller ikke hverken kejseren eller paven, så det var nemt nok for ham at stå fast. For det må vi nok indrømme: Intet er så farligt for et standpunkt eller et princip end kærligheden og medfølelsen. Intet kan som de to følelser få os til at være inkonsekvente. Og det er Vor Herre Jesus det bedste eksempel på.

Jeg ved godt, at det er noget af et postulat. Men se nu her i dag. Her møder vi nemlig den inkonsekvente Gud. OK – det er en dristig påstand, for hører vi ikke ofte Gud udtrykke konsekvens, som vi kan læse i 5. Mosebog, hvor han understreger over for Israels folk:

Du skal udrydde det onde af din midte… Vis ingen barmhjertighed! Liv for liv, øje for øje, tand for tand, hånd for hånd, fod for fod.

Og har vi ikke selv læst Jesus udbryde i Bjergprædikenen i Matthæusevangeliet:

Tro ikke, at jeg er kommet for at nedbryde loven eller profeterne. Jeg er ikke kommet for at nedbryde, men for at opfylde.  Sandelig siger jeg jer: Før himmel og jord forgår, skal ikke det mindste bogstav eller en eneste tøddel forgå af loven, før alt er sket.

Det er da konsekvens, der vil noget. Men i dagens evangelium om den kananæiske kvinde viser selv Gud, at han kan være inkonsekvent. Jesus har i beretningen rent fysisk overskredet grænsen til hedningeland – aller nordligst ved grænsen mellem Israel og Libanon. Her møder han naturligt nok en repræsentant for de lokale – en kvinde, som indtrængende beder ham om at helbrede sin datter. Men Jesus er fast besluttet på ikke at ville hjælpe hende, for hans standpunkt er, at han kun er udsendt til det jødiske folk. Basta. Men efter en krads ordveksling mellem kvinden og Jesus, hvor det måske kunne være en fordel at kende lidt til hundes kostvaner, så ændrer Jesus holdning. Han skifter standpunkt og siger: ”Det ske dig, som du vil.”

”Det ske dig, som du vil.” Det er dagens højdepunkt. Det ske mig, som jeg vil. Det ske os, som vi vil. Sagt af Jesus er det jo fantastisk, for det antyder jo, at Gud kan bevæges. Da kvinden første gang talte til Jesus og bad ham forbarme sig over hende, svarede han hende godt nok ikke med et ord. Det kan opfattes som en arrogant holdning. Men det kan også læses sådan, at Jesus blev paf over, hvor stor hans kærlighed til denne fremmede, sikkert fattige, men i hvert fald ulykkelige kvinde var. Eller overrasket over sin empati. Det er nemlig kendetegnende for kærligheden, at den overrasker os. Om vi forelsker os i nogen, er ikke noget vi beslutter efter nøje overvejelser. Næh – vi falder, snubler eller skvatter over kærligheden. Det hedder jo også på engelsk ”to fall in love”. Falde i kærlighed. Dumpe ned i den. Så måske er hverken Simon Peter, Jesus eller vi forældre inkonsekvente. Vores kærlighed er bare til vor store overraskelse større end vor principper og standpunkter. Og her må vi være taknemmelige for, at det tilsyneladende også gælder Guds kærlighed. For fik vi af Gud, som vi fortjente, så var vi ilde stedt. Men det er vi ikke, for det var Gud, der tog initiativet. Gud blev menneske i Jesus Kristus. Det var Gud, der elskede os først. Og det er Gud, der stadig kommer os i møde. Det sker i dåben, hvor vi helt gratis modtager Guds kærlighed. Og det sker i nadveren. Vi høre begge steder Guds kærlige ”Det ske dig som du vil.”

Men det betyder ikke, at vi mennesker er afskåret fra at tage initiativet. Ganske vist er det anerkendt dansk kristendom, at man i sit gudsforhold skal forholde sig fuldstændigt passivt. Det bliver langt ind i kirkens egne rækker betragtet som udtryk for en usund religiøsitet, hvis vi er anmassende over for Gud. Men beretningen om den kananæiske kvindes møde med Jesus viser os, at det nytter at klø på, klage sin nød, tigge om hjælp, råbe på opmærksomhed. Så spørgsmålet er, om vi ikke skal kaste blufærdighedens tunge frakke af os og give os Gud i vold. Vi kunne jo udvise lidt privat initiativ og blive en del af den globale og lokale kristenhed ved at gå i kirke, bede, synge salmer og hvad ved jeg. Sådan gjorde de første kristne. De var ikke slumstormere, men himmelstormere. Da Jesus efter sin opstandelse vandreede med to disciple til Emmaus, tryglede de ham om at blive hos dem. Og han gjorde det. Den blinde tigger ved Jeriko måtte råbe to gange efter Jesus, inden han på trods af omgivelsernes sure miner gav ham synet igen. Mennesker, der som den kananæiske kvinde kastede alle hæmninger af sig for at nå frem til Gud. Lad os da gøre det samme: Tage initiativet og bestorme himlen med bønner, salmer, bekendelser og en levemåde, der svarer til det at have tillid til Guds gode vilje, som vi hørte det fra Paulus’ brev til menigheden i Thessaloniki. Lad os gøre det i vort lønkammer, i vort gudstjenstlige fællesskab og i verden. Tigge Gud om at blive befriet fra alt det, der piner og plager os og vore kære. Plage Gud om lykke og evigt liv til alle hans menneskebørn. Så lægger vi vore drømme og bekymringer dér, hvor de ligger bedst: i Guds hænder. Og har man haft med børn at gøre, så ved man, hvor god erfaring de har haft med at udvide deres grænser med deres pågåenhed. Men vi ved også af erfaring, at de som voksne har kunnet indse, at der også var kærlighed bag de afslag, som de af og til fik. Amen.