Seneste prædiken

Prædiken fra våbenstilstandsgudstjeneste d. 11-11-2018:

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes i kap. 14.

Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig! I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er….

…Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst! Amen.

Joh. 14,1-3.27-28.

Der gik et lettelsens suk gennem Europa den 11. november 1918, da budskabet om våbenstilstanden nåede ud over kontinentet. Godt fire års rædsler var umiddelbart slut. Ikke kun i skyttegravene bredte glæden og lettelsen sig på tværs af fronten, som vi hørte før, men også på hjemmefronten. Men vi må aldrig glemme, at der i dette glædens suk blandede sig højlydte skrig fra sårede på sjæl og krop, både soldater og civile, og at der rundt i mange hjem lød gråd fra forældre, der havde mistet en eller flere sønner, fra kvinder, der havde mistet en forsørger og elsket, og børn, der havde mistet en far. Og vi må ikke glemme, at efterhånden som soldaterne vendte hjem fra skyttegravene, fangelejrene og lazaretterne, havde de med i rygsækken ubeskrivelige skader, traumer og mareridt, der kom til at præge fremtidige generationers liv og dagligdag. Ikke mindst her i vores landsdel har vi mærket krigens følger. Næsten alle har vi kendt et familiemedlem, en nabo eller et medlem af menigheden, der var mærket af krigen. Mange var det i en sådan grad, at de ikke kunne tale om det. De frygtelige minder lå gemt nede i sindets dybeste afkroge. Men de var ikke glemt. De dukkede op som natlige mareridt, eller de kom til udtryk i en uhensigtsmæssig adfærd over for kone, børn, familie og naboer. Mange var måske ikke så meget fysisk skadet som psykisk. De var sjæleligt forkrøblede. Og det vidste man på den tid ikke, hvad man skulle stille op med. Og bedre blev det jo ikke af, at mange vendte hjem til nedslidte landbrug, som endte på tvangsauktion.

Men nogle kunne med tiden lukke op. I 2001 begravede vi i Toftlund en af de sidste veteraner fra 1. verdenskrig. Han blev 104 år og nåede de sidste år at fortælle om nogle af sine oplevelser offentligt, og hans tilbagevendende omkvæd var hans mors råd: ”Sig aldrig ak, men tak.” Måske var det denne ydmyghedens og taknemmelighedens grundindstilling, der bragte ham igennem krigens rædsler, der for ham betød tre år uden at sove i en seng, uden orlov og ofte uden mad, men til gengæld med mange døde kammerater. Men sådan var det langt fra for andre. Vi er indrettet forskelligt. Vi har forskellige evner. Vi har også forskellige brist. Det kan være vanskeligt at sætte sig til dommer over, hvordan mennesker handler hvorfor. Nogle valgte flugten frem for krigstjenesten. Mange af os har derfor familiemedlemmer i USA, Canada, Australien eller Argentina. Men paradoksalt nok kom nogle af dem alligevel i krig – blot på den anden side af fronten. Så der er familier her i Sønderjylland, som har haft sønner på begge sider. For rigtig mange var hele krigssituationen meget kompleks. Og det uanset nationalt sindelag, politisk overbevisning eller religiøs tro. Det må have været kilde til stor anfægtelse i kristenheden, at krigen også var en slags religionskrig – blot ikke mellem forskellige religioner, men mellem kristne, der trods alt holdt ved deres kristne tro på hver side af fronten.

Når vi nu er samlet her i kirken for at mindes våbenstilstanden, så er det med denne kompleksitet i bagagen. Netop derfor giver det mening, at vi som dagens glædelige budskab har hørt Jesu trøstende ord til sine disciple ved den sidste nadver Skærtorsdag aften: Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig! I min faders hus er der mange boliger… Nu er disse ord sagt i en særlig situation, hvor Jesus holder en afskedstale til sine disciple inden sin egen lidelse, død og opstandelse. Ordene peger altså fremad mod evigheden – mod det evige liv i de himmelske boliger. Og er det ikke fantastisk? Disse ord om huset med de mange boliger signalerer jo en kolossal rummelighed. Ja, en til ødselhed grænsende rummelighed. Der er ikke sparet på pladsen eller gæstfriheden. Huslejen er sikkert også rimelig. Ja, faktisk er den gratis. Den er nemlig fastsat ud af nåde. Gratis betyder gunst, og Guds gunst er hans nåde. Gud tilbyder ud af sin nåde og barmhjertighed husly til alle, som vil tage imod det. Det betyder, at livet i Guds hus er fuld af overraskelser. For hvem mon man bor dør om dør med? Hvem vil dukke frem, når der indbydes til fest ved Herrens bord? Uh, den trælse nabo er der. Den sure onkel. Den selvglade studievært fra et af de utallige plapreprogrammer i TV er der minsandten også. Og partilederen fra ens hadeparti. Og der lyder stemmer på dansk og tysk og så sandelig også på sprog, som man næppe kendte eksistensen af. Forhåbentlig er der simultantolkning i Guds hus – eller måske behersker og forstår vi allesammen tungetale? Men det mest overraskende må da være, at der sandelig også er blevet plads til en selv. Mig – med alle de fejl og skavanker jeg har. Alligevel er der en dør med mit navneskilt på. Jeg tror, den blev sat på, da jeg blev døbt.

Jo, der er stor rummelighed i Guds himmelske boliger. Men ser vi på det bibelske budskab under et, så peger Jesu ord ikke kun hen på de himmelske boliger. De peger også hen mod afglansen af det himmelske liv – mod livet i kirken, det lille himmerig, som Grundtvig har kaldt det. Gudshuset er det evige liv i Guds rige, men det er også livet i kirken – ikke forstået som en bygning, men som et levende fællesskab af mennesker, der samles om bøn, bekendelse, forkyndelse og sakramenter. I dette hus er der mange boliger. Der er rummelighed og frihed til at indrette sig forskelligt med gudstjenesteordninger, dogmer, salmer, musik, ritualer og hvad man ellers finder nødvendigt. Derfor er der så mange kirkesamfund. Men Gud er ikke kræsen med, hvem han vil omgås. Det er bekendelsen til Jesus Kristus, der giver boligretten. Men der ligger også en stor frihed heri: Ud fra bekendelsen til Jesus Kristus kan vi indrette os på mange forskellige måder. Det bør mane til stor ydmyghed.

Vi skal altså ikke være forfærdede, men tro på Gud og tro på Jesus. Vi skal tro på Guds nåde og barmhjertighed. Det er den tro, der får ødelagte soldater til at holde påskegudstjeneste i skyttegraven – også selv om man ikke må synge, for ikke at røbe sit tilholdssted. Det er den tro, der giver fred midt i våbenbrag. Ja, men det lyder jo som den rene pladderhumanisme, vil en og anden måske tænke. Hvis Gud er í den grad nådig og overbærende, så er der jo ingen alvor og konsekvens. Det kunne jo lyde, som om alt er et fedt, uanset hvordan vi gebærder os. At starte en krig, er det mon lige så Gudvelbehageligt som at standse en krig? Er det at udvikle krigsgasser lige så godt som at få dem forbudt? Er det at angribe et andet land lige så acceptabelt som at forsvare sit eget? Nej – det er det helt sikkert ikke. Men at regne Guds nåde og barmhjertighed for sikker vil kun være pladderhumanisme, hvis vi tror, at vi skal gøre os fortjent til nåden og barmhjertigheden. Men det skal vi ikke. Guds nåde og barmhjertighed kommer først. Ufortjent. Gratis. Men deraf følger så konsekvensen: i taknemmelighed at leve efter Jesu bud.

Og hvad er da det for bud? Det er dem Paulus ridser op i sit første brev til menigheden i Thessaloniki, som vi skal høre som udgangslæsning:

Hold fred med hinanden.

Trøst de ængstelige.

Tag jer af de svage.

Vær langmodige med alle.

Gengæld ikke nogen ondt med ondt.

Gøre det gode mod hinanden og mod alle.

Prøv alt, hold fast ved det gode!

Eller med Jesu ord i Bjergprædikenen: “Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem”. Sådan er det i Guds hus. Sådan er det, hvor Guds vilje sker. Megen krig og ufred ville være undgået, hvis vi kunne efterkomme det; men kan vi ikke leve op til det, fordi der kan være så mange ting i livet, der trækker eller skubber en en anden vej, så vær alligevel ikke forfærdet. Men tro på Gud og tro på Jesus. Hold fast i tilliden til Guds nåde og barmhjertighed. For deraf kommer den fred, som Jesus har lovet os – og en ny mulighed hver dag for at følge Jesu bud. Amen.