Seneste prædiken

Prædiken til 2. søndag efter påske:

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:

Jesus sagde: »Jeg er den gode hyrde. Den gode hyrde sætter sit liv til for fårene. Den, der er daglejer og ikke er hyrde og ikke selv ejer fårene, ser ulven komme og lader fårene i stikken og flygter, og ulven går på rov iblandt dem og jager dem fra hinanden; for han er daglejer og er ligeglad med fårene. Jeg er den gode hyrde. Jeg kender mine får, og mine får kender mig, ligesom Faderen kender mig, og jeg kender Faderen; og jeg sætter mit liv til for fårene. Jeg har også andre får, som ikke hører til denne fold; også dem skal jeg lede, og de skal høre min røst, og der skal blive én hjord, én hyrde.« Joh 10,11-16

Jeg vil gerne citere lidt fra en sang for jer:
”Ole sad på en knold og sang, lal-la!
får og beder omkring ham sprang. Tral-la! «
Hvorfor begynde med den at citere den? Hvad har Jeppe Aakjærs børne- og udlængselssang at gøre på en prædikestol? Ja – den har faktisk meget at gøre her. For sangen om hyrdedrengen Ole, der sidder og drømmer sig væk på sin ensomme hedeknold, passer så fint til dagens evangelium om den gode hyrde. Den er en parallelfortælling til evangeliet. En fortælling der både kommenterer og bliver kommenteret af evangeliet. Ole lod sin røst gjalde over heden. Det var dog ikke fårene, han sang for eller kaldte på. Næh – fårene var nærmest i vejen. De var en hæmsko for ham. De bandt ham til et liv, som han helst ville undslippe. Det, som Ole sang om, var hans hjertes længsler. Det var hans drømme og fantasier, som han sang ud. Som lille kunne hans mors stemme stadig holde ham fast. Men en dag lod han får være får og mor være mor. Han lyttede til sit indre jeg, fulgte sit hjerte, stak af og stod med ét ved det store hav. Ensom, men med en verden fuld af muligheder foran sig.

Sådan slutter sangen om Ole. Den skildre en gammel modsætning. På den ene side har vi en nedarvet kultur og overleverede normer. På den anden side er der idéen om ikke at være bundet af tradition og historie. Lad os skride fra slægtens eller folkets værdier. Lad os realisere os selv. Det kan så ske af lyst. Men det kan også skyldes nød. Jeg tror, at rigtig mange familier i Danmark kender det fra deres egen historie: En søster eller bror, onkel eller tante, har ikke kunnet affinde sig med de indskrænkende og hæmmende vilkår hjemme. I stedet har de set uendelige muligheder i det fremmede – om det så har været på den anden side jorden eller i den nærmeste storby. De har satset alt. Forladt det kendte og er forsvundet ud og ind i det ukendte. Nogle fandt, hvad de søgte. Andre hørte man aldrig mere fra. Og det samme sker vel også i dag. Nogle af os ser os nødsaget til at bryde med det, som vi opfatter som snærende bånd – om det er i familien, arbejdslivet eller samfundet. Der skal ikke lyde ét ondt ord mod dem af os, der ikke magter det traditionelle og overleverede; og helle ikke mod dem af os der har det bedst i vante og trygge rammer. Men der er overordnet set en verden til forskel på, om man har digteren Jeppe Aakjærs eller evangelisten Johannes’ hyrde som forbillede i sit liv.

Nu vil mange i dag sikkert opfatte hyrden som et uaktuelt og støvet billede at bruge. For hvor mange hyrder findes der i dag – og da især her i Danmark? Måske er der en på Skallingen nordvest for Esbjerg og en på Møborg Hede ved Ulfborg. Og det er jo pudsigt nok de egne, hvor ulven er vendt tilbage. Men de fleste fornemmer nok, hvad begrebet en hyrde dækker over. En hyrde er en, der vil gøre det bedste for den flok, hyrden vogter. Hyrden vil beskytte den mod farer, leder den hen til de bedste forderpladser og finder vand til den. Alt det gode og positive, der ligger i denne omsorg, kan vi godt fornemme på trods af afstand i tid og sted. Den bunder i, at hyrden risikerer noget. En hyrde kan miste vigtige værdier, som måske endda tilhører en anden, hvis et rovdyr eller en tyv tynder ud i flokken. I værste fald kan hyrden risikere at miste sit liv.

Hermed nærmer vi os det centrale i Jesu lignelse om sig selv som hyrden, der er parat til at sætte sit liv til for fårene. Ganske vist fortalte Jesus om sig selv som den gode hyrde i en diskussion med nogle kritikere, før han blev taget til fange og myrdet. Men vi, der sidder her i kirken i dag, befinder os jo efter påsken med Jesu død og opstandelse. Vi ved, hvad Jesus fokuserer på med ligenlsen om hyrden, der kan miste livet. Vi ved, at den blev til blodig virkelighed for ham selv. Gud var nemlig blevet menneske i Jesus for at være hyrde for og drage omsorg for alle mennesker. Han var ikke kun kommet for dem, der mente, at de havde fortjent det. Det var der faktisk mange, der mente. De påstod, at de var noget særligt, fordi de kunne overholde nogle bestemte religiøse krav, eller fordi de var født ind i et særligt udvalgt folk. Eller også mente de, at de overhovedet ikke havde brug for nogen omsorg fra Jesus. De behøvede bestemt ingen hyrde. De kunne selv. At regne sig selv for nogle særlige og udvalgte, der ikke havde brug for Guds kærlige omsorg gennem Jesus, kaldte Jesus for synd. Det sagde Jesus lige ud til dem. Og derfor blev nogle så vrede, at de slog ham ihjel. Men Jesus holdt til det sidste fast på, at hverken velstand, familie eller egne evner kunne fjerne behovet for hans kærlige omsorg. For han kender os lige ind i det inderste. Uha – tænker vi, der lever i en tid, hvor vi er overvåget af gadekameraer, computervirusser og forskellige efterretningstjenester. Det kan da ikke være rart at være kendt til bunds. Vi har vel alle et eller andet, som vi gerne vil beholde for os selv. Havde EU’s databeskyttelsesdirektiv været gældende dengang, så havde Jesus skulle hente en underskrift fra hver og en på, at han måtte ligge inde med deres data, redegøre for hvilke data han havde, og lave en håndbog om, hvordan man kunne få dem slettet.

Men direktivet er ikke gældende for Jesus. Han kender os alle på godt og ondt – og alligevel elsker han os, fordi vi er hans. Vi er hans – får. Og så berører vi noget, hvor vi moderne mennesker kan have svært ved at være med. At blive sammenlignet med et får! Det er jo en uforskammethed. Så længe et får er et lille krølhåret lam med store øjne, så er det jo meget nuttet. Men når et lam bliver et får, forsvinder det nuttede. Så bliver fåret et billede på dumhed, svaghed og følgagtighed. Hvem ønsker at blive sammenlignet med en fåret synder? Men skal vi ikke prøve at se bort fra den negative opfattelse af fåret? For så kunne det være, at vi genopdagede det positive i hyrdebilledet. Der er nemlig ikke noget galt i at indrømme, at man har brug for vejledning.. Og der er intet galt i at have brug for en hyrde, der kan vise vejen. Det har vi alle brug for. Nogen er helt naturligt hyrder: Forældre er hyrder for deres børn. Lærere er hyrder for deres elever. Regeringer er hyrder for deres befolkning. Præster er hyrder for dere menighed. Vi tror måske, vi kan leve vort liv uden at være påvirket og ledet af nogen. Men så tager vi fejl. Derfor er der altid nogen, der gerne tilbyder sig som hyrder. De vil gerne coache, styre og lede os. Men det er ikke ligegyldigt, hvilke hyrder vi følger. Det så vi for 80-90 år siden. Når vi slutter gudstjenesten med at synge sangen ”En lærke letted’”, så er det netop for at markere, at vi i dag for 74 år siden endelig slap af med en falsk hyrde – Der Führer. Der er nemlig en ting, der er helt afgørende. Vil man være en god hyrde, skal man ikke opfatte sig som bedre end et menneske, der selv har brug for en hyrde. Kun den kan lede mennesker, som selv erkender at stå ved siden af dem. Kun ét menneske har kunnet mere. Det var Jesus, det sande menneske, som gav sit liv for dem, han skulle lede. Derfor er han den gode hyrde.

Ja – Jesus er den gode hyrde, som gav sit liv for at vi kan høre Gud til i alle forhold. Hvordan det sker, opdager vi jo ved enhver dåb. Dér kommer den døbte ind i Jesu fold. Får tegnet korset for ansigt og bryst som mærke på, at dér hører det til. Uh – så får vi igen et af de negative billeder i hovedet. At være i folden. At være Jesu får. Men det skal forstås positivt. Det er en kærlighedserklæring. Du lille menneskebarn, du er mit. Jeg elsker dig. Jeg vil være hos dig altid – uanset hvad der sker. De ord har lydt til alle, der er blevet døbt. Vi er blevet en del af flokken, og vi skal hjælpe hinanden til at blive der. Således er vi faktisk hyrder for hinanden. Med Den gode Hyrde som forbillede skal vi alle drage omsorg for hinanden i alle livets forhold. Det gælder uanset, om vi som Ole står ved det store hav fyldt af udlængsel og rejselyst, eller vi har valgt at blive i det kendte og fortrolige. Alle har vi brug for Den gode Hyrde, og alle skal vi i taknemmelighed over at være i folden hjælpe hinanden til at blive der. Det er måske noget af det vanskeligste. Vi har så travlt med at stille krav og forventninger til hinanden. Krav og betingelser for at være med i folden. Det gælder måske ikke mindst os, der officielt er hyrder – pastorer – pastor betyder hyrde. Vi kan have så travlt med at bræge vore meninger om dit og dat. Vi kan overdøver Den gode  Hyrdes stemme, der kalder, så alle fårene bliver til én flok med én hyrde. Men der er kun én betingelse for at være med: At have brug for Jesus.