Seneste prædiken

Prædiken til 3. søndag i advent
Evangeliet til 3. søndag i advent skriver evangelisten Matt.:
v2 Da Johannes i fængslet hørte om Kristi gerninger, sendte han bud med sine disciple v3 og spurgte ham: »Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?« v4 Jesus svarede dem: »Gå hen og fortæl Johannes, hvad I hører og ser: v5 Blinde ser, og lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører, og døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige. v6 Og salig er den, der ikke forarges på mig.«
v7 Da de var gået, begyndte Jesus at tale til folkeskarerne om Johannes: »Hvad gik I ud i ørkenen for at se? Et siv, der svajer for vinden? v8 Nej, hvad gik I ud for at se? Et menneske i fornemme klæder? Se, de, der bærer fornemme klæder, findes i kongeslottene. v9 Nej, hvad gik I ud for at se? En profet? Ja, jeg siger jer, også mere end en profet. v10 Det er om ham, der står skrevet:
  Se, jeg sender min engel foran dig,
  han skal bane din vej for dig. Amen.
Tænk hvis man har bygget hele sit liv på en illusion.
Tænk hvis man har gjort hele sin åndelige indsats på et lod, der viste sig at være en nitte.
Tænk hvis det ikke passer, at Jesus var Guds søn, Guds egen og eneste åbenbaring i kød og blod.
Tænk hvis alt, hvad jeg har sagt fra prædikestolen, ved kister eller ved døbefonten, bygger på en løgn.
Eller rettere – hvis jeg skulle falde for fristelsen til at betvivle det, jeg har forkyndt, tage afstand fra det, blive forarget over det. Måske fordi mine forventninger til Gud ikke var blevet indfriet.
Hvor skulle jeg gøre af mig selv? Hvor skulle jeg gemme mig?
For i så fald ville mit liv blive øde som en ørken, hvor jeg ville vansmægte på grund af min følelse af at være forladt af Gud. Her ville tomheden råde. Det onde kunne friste mig, Ville der være anden mulighed tilbage end at kaste sig ud fra kirketårnet ved en af vore kirker? Skamfuld over at have forrådt mange mennesker ved at bilde dem noget ind. For jeg ville ikke have levet op til det, som Paulus i dagens epistel opfordrer de kristne i Korinth til at være: Kristi tjener og forvalter af Guds hemmeligheder. For hertil kræves det, at forvaltere er tro.
        Noget lignende må Johannes Døberen have tænkt og følt, da han sad i sit mugne fangehul. Overfaldet af en tvivl, som sendte kulde dybt ned i hans sjæl: For var denne Jesus nu også bærer af alt det, som Johannes havde håbet og ventet på? Jesus vandrede jo bare rundt fra sted til sted og prædikede. Hvad var det andet, end det Johannes selv havde gjort? I dage og nætter her i hullet tumlede Johannes med de ødelæggende tanker. De truede med at gøre ham vanvittig. Han måtte have klarhed. Han måtte have at vide af Jesu egen mund, at han ikke havde ventet og forventet forgæves. Så Johannes havde sendt bud med nogle af sine disciple, så de kunne spørge Jesus direkte: ”Er du den, der kommer – eller skal vi vente en anden?” Eller med andre ord: Havde Johannes spildt al sin elendighed til ingen nytte? Og hvad svarede Jesus? Han henviste til de hændelser, der skete i hans nærhed. Hændelser, som nogle fandt guddommelige, andre anså for plattenslageri. Men andet fik Johannes ikke at holde sig til. Og Jesus nærmest føjede spot til skade ved at formane: ”Salig er den, der ikke forarges på mig.” Eller som der står i den nyeste oversættelse af det nye testamente: ”Gud velsigner den, der ikke tager afstand fra mig,”
Johannes gjorde i disse skrækkelige dage den erfaring, som vi mennesker ofte har gjort. Stillet over for tilværelsens hændelser kan de forventninger til Gud, som vi har bygget op, nemt blive skuffede, og derfor tager vi afstand fra Gud. Johannes havde sikkert haft et billede i sit hoved af Jesus som den konge, der skulle komme og frelse land og folk, skille de onde fra de gode, få ødemarken til at blomstre, sygdom til at forsvinde og afskaffe døden. Et billede som han havde fra profeten Esajas, som vi hørte læst fra altret, og som vi har sunget om i to gendigtninger. Men her kom bare en prædikant som ham selv. Derfor havde Johannes så fortvivlet brug for at få at vide fra Jesus selv, at det forholdt sig som Johannes havde forventet det. Og som kristne kan vi jo meget vel på lignende måde lulle os ind i en falsk forventning til Gud. Vi kan opbygge nogle ganske bestemte forestillinger om, hvordan Gud bør være. Og når vi skuffes, mister vi tilliden til Guds gode vilje med os og tager afstand. Skulle vores velfærd i liv og død virkelig afhænge af den pjaltede skikkelse, der blev banket op på et kors som et andet fugleskræmsel? Skal vi have tillid til det? Derfor har også vi brug for igen og igen at høre, at Gud netop gennem denne afmægtige skikkelse har vist sin magt og herlighed. Simpelt hen for at bevare vor tro.
        Det er nemlig en vigtig erkendelse. Tillid og tro er ikke det samme. Vi kan føle tillid. Tillid er et følelsesmæssigt anliggende. Tro er mere end det. Tro er også at kende, hvad tilliden retter sig imod. Tro er kombinationen af tillid og kundskab. Hvis vi har tillid til, at der sådan er mere mellem himmel og jord, sådan som det ofte formuleres i dag – ja så kan vi have tillid til hvad som helst, også til nogen eller noget som bestemt ikke er værdig til vor tillid. Derfor er kundskaben om, hvem det er, som vor tillid retter sig imod, helt afgørende. F.eks. – hver gang vi har dåb, bliver dåbsbarnet tilsagt, og vi bliver mindet om Guds gode vilje uanset, hvordan livet tilskikker sig. Dette tilsagn kan alle døbte leve trygt i. Men vi giver også forældrene en børnebibel, så de kan lære deres barn, hvem denne tillid retter sig imod, og hvorfor vi kan have den tillid. Og i dåben fik jo ikke bare vand over hovedet, men vi fik vandet ledsaget af bekendelsens ord, så vi ved, at der med dåben ikke var tale om et tilfældigt renselsesritual. Tro er altså både tillid og kundskab.
Det er en vigtig ligning: Tillid + kundskab = tro. Den er mindst lige så vigtig som selv de mest snørklede matematiske ligninger. Den er vigtig at have med, når vi skal forstå Paulus’ ord i brevet til de kristne i Korinth om forvaltere, der skal være tro. For hvem forvilder sig ikke med mellemrum ud i tvivlens ørken? Hvem kan ikke gennem kortere eller længere tid føle sig som i en gold ødemark? Når troshelte som Johannes Døberen i fængslet, Simon Peter da han ville gå på vandet, og Paulus med tornen i kødet – ja selv Jesus da han bad for sit liv i Gethsemane Have – når de kan blive naget af tvivl, så kan små forvaltere som os vel også. Der er så meget, som kan vælte vor tro: Sygdom, ulykke, svigt og sorg selvfølgelig. Men også lykke, glæde, sejr, medgang, ja endog en kristelig selvbevidsthed om at være på rette vej, kan vælte troen, fordi vi meget let glemmer, at alt det ikke er en selvfølge. Gud kan være væk, glemt. Og når det sker, da må vi tillidsfuldt klynge os til Jesu løfter om, at han altid vil være hos os, og at vi kan komme til ham med alle vore byrder – også tvivlens og utroens byrde.
        Men det er jo nødvendigt at vide, hvem man skal komme til. Og den kundskab har vi fået hjælp til at erhverve. Gennem Bibelens ord og fortællinger om Guds møde med os mennesker, gennem samtale om vore erfaringer med det møde, ved at stifte bekendtskab med andres oplevelser af det møde og gennem bøn får vi den kundskab, der giver tilliden retning. F.eks. Paulus’ konstatering, at vi ikke skal bedømmes af nogen menneskelig domstol. Vi skal hverken dømmes af andre, af hinanden eller af os selv. Ja, nogen gange kan den hårdeste dommer over en være en selv: Jeg er ikke troende nok, kan man føle. Jeg er ikke værdig til at være Guds forvalter. Men vi skal have vores tro rodfæstet i bevidstheden om, at den, der skal bedømme os, er Jesus. Han som har naglet dommen over os til korset. Derfor skal vi heller ikke tro, at når vi rammes af al verdens modgang, at det så skyldes Guds straf. Det kan gerne være, at vi kan gøre noget mod andre eller os selv, som kan have følger, der kan virke som en straf. Eller der kan hænde en ulykke eller naturkatastrofe, som får fatale følger. Men så er det følger, der er indbygget i den måde, som verden fungerer på. Ikke Guds straf.
Efter at Jesus har sendt Johannes’ disciple tilbage til fængslet med svaret, så taler Jesus til folkeskaren om Johannes. Jesus sætter ham ind i sammenhæng med sig selv. Johannes er ham, om hvem der står skrevet: ”Se, jeg sender min engel foran dig, han skal bane din vej for dig.” I modsætning til Johannes lever vi ganske vist efter Jesus. Men vi lever jo også før Kristus. Hvad jeg mener er, at vi lever i tiden efter Jesu liv på jorden og inden hans genkomst i herlighed. Vi lever altså akkurat som Johannes i en ventetid. Nu har vi det ganske vist lidt vanskeligt ved at vente på noget i vores kultur. Julen dukkede op i reklamerne allerede i efterårsferien. Og tag bare ord som venteværelse – eller endnu værre: venteliste – det giver os myrekryb. Men ikke desto mindre lever vi i en ventetid, og den skal vi bruge rigtigt – nemlig til at bane vej for Herren og i tillid til at Gud vil os det godt leve vores liv på en måde, der gør Jesu vej til vore medmennesker lettere.
        Den smukke profeti af Esajas om ørkenen, der skal blomstre, når Himmeriget bliver til virkelighed, er et løfte om, at Gud virkelig vil os det godt i en altomfattende betydning, der rækker ud over liv og død. Derfor kan vi i tillid til Gud, uden frygt for fremtiden, leve vort liv på en måde, så vort og vor næstes liv må blomstre i en svag afglans af Himmerigets herlighed.
Derfor vi vil slutte med at takke Gud og sige:
Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed.
Amen.