Ugler på loftet i Halk Kirke! Klik på foto

 

Uglekassen i Halk Kirke.

Uglerne yngler naturligt i hule træer. De kan godt være en mangelvare i vores moderne, veldrevne skove. Derfor yngler nogle ugler i lader og andre udhuse eller i skorstene, og i vore kirker hvis der ellers er åben ind til kirkernes loftsrum.

I Halk Kirke var der før ugler på loftet over kirkerummet, men de lavede et farligt svineri, og graveren lukkede hullet til.

De er meget nyttige musefangere, og der er rigeligt af dem på kirkegården!

Men menighedsrådet var så venlige at give tilladelse til at sætte en uglekasse op ved det populære ”hul” i kirken, og da kassen er lukket, kan uglerne ikke slæbe alverdens uhumskheder ind.

Hullet i kirken vender godt nok mod vest ,i gavlen af våbenhuset, og det siges at uglerne foretrækker syd-sydøstlige huller, men lad os nu se om ikke det mårsikrede fine uglehjem kan bruges til noget.

Måske er kassen kommet lidt sent op til dette års yngel, uglerne er allerede i gang fra januar, hvor de med deres dybe ”uhuuu” har forsøgt at tiltrække sig deres mager.

Men i alle tilfælde er kassen nu oppe, og uglerne har i hvert fald mulighed for at bruge tid på at inspicere den og se om den kan bruges en anden gang.