Seneste prædiken

Prædiken søndag d. 8/9.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus:

Jesus drog igen bort fra egnen ved Tyrus og kom over Sidon til Galilæas Sø midt igennem Dekapolis. Og folk kom til ham med en, der var døv og havde svært ved at tale, og de bad ham om at lægge hånden på ham. Jesus tog ham afsides, væk fra skaren, stak sine fingre i hans ører, spyttede og rørte ved hans tunge; og han så op mod himlen, sukkede og sagde til ham: »Effatha!« – det betyder: »Luk dig op!« Og straks lukkede hans ører sig op, og det bånd, der bandt hans tunge, blev løst, og han kunne tale rigtigt. Jesus forbød dem at sige det til nogen; men jo mere han forbød dem det, jo ivrigere fortalte de om det. Og de var overvældede af forundring og sagde: »Han har gjort alting vel. Han får både de døve til at høre og de stumme til at tale.« Mark 7,31-37

Vor Herre må have haft en ualmindelig god kondition. Ikke bare vandrede han området mellem Nazareth og Jerusalem tyndt i de tre år, han var på farten. For som vi hører i dag, så var han også helt oppe i området nord for Jødeland – oppe i det, vi i dag kalder Libanon. Her har han et sted i nærheden af byen Tyrus helbredt en ikke-jødisk kvindes datter. I kan sikkert huske beretningen. Hun blev ved med at plage Jesus om at helbrede datteren. Han vægrer sig med de berømte eller måske nærmere berygtede ord: ”Lad først børnene blive mætte. For det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og give det til de små hunde.” Hertil svarer hun, at hundene dog spiser af de smuler, der ryger på gulvet, hvorefter Jesus hjælper hende. Derefter drager Jesus mod nord til byen Sidon. Derfra gennem bjerglandet neden for Hermon og så sydpå gennem Golanhøjderne og ”Decapolis’ egne” til byen Hippus på østsiden af Galilæa sø. En vandring på 250 km. over bjerge og gennem dale. Decapolis betyder de ti byer. Det var et forbund af byer – vel noget i retning af det forbund af byer, som vi danskere i middelalderen havde et værre bøvl med: Hansaforbundet. I Decapolis var der opstået en blandingskultur med semitiske, græske og romerske elementer. En kultur som jøderne betragtede med ikke ringe skepsis. Det var hedningeland og derfor urent område. Men ikke desto mindre har Jesus altså i flere dage, måske uger, bevæget sig gennem ikkejødisk område.

Men betyder det noget, at Jesus opholder sig så meget i hedningeland, som han gør? Ja, det er faktisk meget vigtigt – ikke mindst for os, der jo også ville være blevet betragtet som hedninger. For med helbredelserne i hedningeland får Jesus fortalt, at hans ord og gerning ikke kun er møntet på hans eget folk, men på hele den Gudskabte verden. Og det kommer ikke mindst til udtryk i dagens evangelium. For hvad sker her? Jo, nogle af de lokale bringer en døvstum mand til Jesus. Så de må jo have hørt om Jesus. Det har de da også, for Jesus har faktisk været der før. Kan I huske beretningen om den unge mand, som var besat af dæmoner? Jesus drev dæmonerne ud og sendte dem ind i en flok svin, som derpå løb ud i Galilæa Sø og druknede. Det skete netop her i Decapolis’ egne, i gerasenernes land. Byen Gerasa var nemlig en af de ti byer i forbundet. De lokale har altså hørt om Jesu gerning, så da han kommer igen, er det ikke så mærkeligt, at de tænker: ”Måske kan han gøre noget lignende endnu en gang.” Så de fører den døvstumme til Jesus. For det er vigtigt at være opmærksom på, at sygdom, handicap og død heller ikke på Jesu tid kun var den enkeltes problem. Den enkeltes sygdom afspejlede familiens, folkets eller kulturens problem: at være ramt af synd, nød og død. Derfor betyder Jesu omsorg for menneskene i hedningeland, at han er sendt til den hele vide verden og derfor har overskredet grænsen mellem rent og urent. Også grænsen til hedninger og fremmede. Også til os. Og at sygdom og nød ikke kun har konsekvenser for den ramte, men også for de pårørende, det kender vi jo udmærket, om årsagen nu er en kræftknude, en blodprop, en demens. Sygdom eller ulykke rammer ikke kun den syge eller forulykkede – men også de pårørende.

Egentlig er det jo noget mærkeligt og meget fremmedartet, vi hører om i dagens evangelium. De lokale kommer til Jesus med deres handicappede næste for at Jesus skal lægge hånden på ham. I vore ører lyder det at lægge hånd på nogen ret så truende. Men det at lægge hånden på nogen, ved vi jo af erfaring godt, kan have en gavnlig effekt: En trøstende hånd på et utrygt barn. En beroligende hånd i en døendes hånd. Velsignende hænder på et dåbsbarn, en konfirmands eller et brudepars hoveder. Måske er det bare noget lignende det, de gode folk fra Decapolis’ egne forventer. De ved egentlig ikke, hvad der sker, for Jesus tager den døvstumme til side. Men den døvstumme har måske selv fortalt, at Jesus stak en finger i hans øre, spyttede, berørte hans tunge og sukkede. Selv om vi i vor tid har vænnet os til meget hokuspokus, så er skildringen her måske lige fysisk nok – grænseoverskridende. Men det får os til at standse op og tænke efter: Hvad sker der egentlig her? Ja, hvad sker der? Hele forløbet minder os jo om noget, som vi har hørt før – fra skabelsesberetningerne i 1. Mosebog – om hvordan Gud skabte mennesket af vand, ler og åndepust. Og skabelsen slutter med Guds konstatering, at alt var såre godt. Efter Jesu under her i Decapolis udbryder de tilstedeværende: ”Han har gjort alting vel.” Gud skaber stadig.

Jesu undergerning er altså udtryk for en handling, hvor det fordrejede bringes tilbage til sin skabte natur. Det fordrejede, ødelagte udtrykt i synd, nød og død, genoprettes. Det af synd, nød og død ødelagte forhold mellem menneske og Gud og mellem mennesker indbyrdes udbedres. Vi kan også kalde det for frelse. Frelse kommer fra et gammelt udtryk ”fri hals”. Kan I se for jer billeder af sorte slaver med lænke om halsen? Når den lænke, som du som ufri har om halsen, er væk, har du fri hals – er du frelst. Og det passer godt til Jesu eget sprog, hvor ordet for frelse har noget med rummelig, åben og vid at gøre. Den, som har halsen fri, kan trække vejret, ånde frit. Frelse betyder altså ikke kun en fremtidig tilstand i Himlen, men selve den befrielse, der ligger i, at det faldne og fordrejede rejses og bliver åbent, vidt og rummeligt. At verden åbnes op, og at bevægelse bliver muligt. Og det er vel også det, som vi erfarer, når et tilgivende ord eller en forsonende handling reparerer et ødelagt forhold til vore medmennesker. Men det betyder også noget i forhold til døden. Jesu død og opstandelse løsner dødeligheden, så jeg kan blive fri og bevæge mig ud af døden og ind i Guds nærhed. Dér hvor jeg hører til – som frelst.

For den døvstumme består underet i, at han nu kan høre Jesu ord og takke for det. Ja, han kan lytte til det og fortælle det videre. Ja, ikke bare det. Som jeg læser hele forløbet her og de andre steder, hvor Jesus er i hedningeland, så kan han nu forstå, hvad Jesus vil, og handle efter det. Han indser, at Jesu ord indebærer frihed og frelse, og det skal han simpelt hen bare fortælle videre. Men hov, vil den opmærksomme tilhører måske tænke: Kan det nu også passe? Forbyder Jesus ikke dem alle – både svinehyrderne i gerasenernes land og tilskuerne her i Decapolis – overhovedet at fortælle nogen om, hvad der er sket? Jo, for når tilskuere fortæller videre, hvad de har oplevet, så bliver sensationen det interessante. Men når den frelste eller befriede selv fortæller om det, så bliver det til forkyndelse. Og det kender vi jo også til. Hvor let gør vi ikke en overraskende og glædelig hændelse til en sensation uden tanke for den berørtes egen oplevelse? Det er jo det sladderen og medierne lever af. Jeg læser dagens evangelium sådan, at Jesus vil have opmærksomheden flyttet fra det ekstraordinære til det personlige. Fra sensationen til vidnesbyrdet. Og vidnesbyrdet er, at Gud vil hele skaberværkets genrejsning. Gud er god og vil os det godt. Og så kan jeg jo godt mærke en stemme i mig, der forsigtigt spørger: Hvorfor sker sådan helbredelse ikke i dag? Hvorfor sker det ikke for mig eller en af mine kære? Og hertil kan jeg kun svare, at det gør det vel også. Nogle mener, at de er blevet helbredt ved bøn og håndspålæggelse. Jeg skal være den sidste til at benægte deres oplevelse, skønt jeg ikke selv kender til den. Men jeg ved, at Guds skabende og nyskabende kraft er virksom gennem dygtige menneskers viden og kunnen. Og det glædelige budskab er, at uanset hvad, så er vi i Guds opmærksomhed. Vi er ikke glemte. Og det skal vi fortælle videre af hjertens lyst til familie, naboer, venner og bekendte. Jesus Kristus er død og opstanden for at kunne være os nær under alle forhold, og for at vi kan få fri hals af dødens og syndens lænker – blive frelst.

Men jeg ved, det kan være svært at viderebringe dette glædelige budskab. Det burde jo være det enkleste i verden at fortælle begejstret om det, der betyder allermest for en. Men der er jo så mange andre ting, man kan sætte sin lid til, eller som kan bemægtige sig ens opmærksomhed. Salmisten, som vi tidligere hørte fra alteret, kaldte disse ting for afguder. Vi har nok hver vores lille afgud, som tager opmærksomheden fra det glædelige budskab, eller som gør, at det glædelige budskab ikke kan høres. Det kan være vores lønkonto, arbejde eller familie. Det kan være sygdom, arbejdsløshed eller overarbejde. Det kan være overvægt, rusmidler eller pornografi. Det kan være jagten på den nyeste elektroniske dims eller brugen af sociale medier. Det kan være forbrug, politik eller klimakamp. Men det kan også være den måde, hvorpå vi i den bedste mening forsøger at forkynde det glædelige budskab. Nogen mener, at pastagudstjenester, rytmisk musik, nye salmer o.l. er afguder, der flytter fokus fra det væsentlige. Andre mener derimod, at en krampagtig fastholdelse af det traditionelle gør selve gudstjenesten til en afgud, hvor liturgien sammen med Kingo, Brorson, Grundtvig bliver gudestøtter, der forhindrer vor tids mennesker i at nå frem til det væsentlige – Jesu budskab – og gør dem døve og stumme for det. Det vigtige er imidlertid, at vi for det første hører og tager til os Jesu befriende budskab. Dernæst at vi giver det videre, så det gennem ører og øjne når menneskers hjerter, så de kan få løsnet deres tunger og takke Gud af hjertens lyst. Amen.