Seneste prædiken

23. søndag efter Trinitatis (15/11-2020)

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: 

I sin undervisning sagde han: »Tag jer i agt for de skriftkloge, som gerne vil gå omkring i lange gevandter og lade sig hilse på torvet og sidde øverst i synagogen og til højbords ved fester. De æder enker ud af huset og beder længe for et syns skyld. De skal dømmes så meget hårdere.« Og Jesus satte sig over for tempelblokken og så på, hvordan folkeskaren lagde penge i blokken. Der var mange rige, som gav meget. Så kom der en fattig enke, som gav to småmønter af et par øres værdi. Jesus kaldte da disciplene hen til sig og sagde til dem: »Sandelig siger jeg jer: Denne fattige enke har givet mere end alle de andre, som lægger penge i tempelblokken. For de har alle givet af deres overflod, men hun har givet af sin fattigdom, alt, hvad hun havde, alt det, hun havde at leve af.« Mark 12,38-44

Tempelbjerget i Jerusalem, hvor det jødiske tempel lå, og hvor Jesus i dag befinder sig, er et ret stort område. Det svarer til godt og vel Rådhuspladsen i København. Pladsen var omgivet af en mur, og den var opdelt i forskellige rum eller ”forgårde”, som de blev kaldt. Den yderste forgård hed hedningenes forgår. Her måtte alle kom – troende jøder og vantro fremmede. Midt på pladsen var der et mindre område, hvor kun jøder måtte komme. Også den var omgivet af en mur, hvorpå der hang skilte, som forbød adgang for ikke-jøder. Her kom man først ind i kvindernes forgår. Hertil måtte kvinderne være med – men så var det også slut. Derimod kunne drenge og mænd gå op ad en trappe og ind i mændenes forgår. Her kunne de fra første parket se de daglige ofringer og den strålende tempelbygning. Men det var altså i kvindernes forgår, at alle jøder kunne komme. Her stod der 13 tempelblokke, som de blev kaldt. Det var 13 stenkister med en sprække for oven, hvori man kunne lægge sin pengegave. Det, der kom i de syv af dem, gik til det, der blev ofret på altret. Indholdet i de seks af dem, tilfaldt de fattige. Hvad der blev lagt i disse blokke gav man altså til Gud og til sin næste. Og det var her, Jesus og hans disciple betragtede den fattige enke.

Nu kan man jo spørge sig selv om, hvorfor sådan en lille sukkersød beretning om en gavmild morlil er kommet med i Det nye Testamente? Ja – hvorfor er den det? Hvorfor er den ikke glemt til fordel for sikkert meget mere fantastiske hændelser? Er det, fordi den skal være en løftet pegefinger til os om at lægge noget i kirkebøssen nede ved udgangen? Ja, det tror jeg til dels, den er. Nu ved jeg godt, at tiderne har ændret sig. Jeg kan se af gamle indsamlingsbøger, at det tidligere har været almindeligt også i vore kirker efter gudstjenesten at tømme kirkebøsserne for de håndører, der var kommet i. Men jeg kan også se af beløbene, at enten må der have været en sølle kirkegang, eller kirkegængerne primært har været fattige enker som hende, vi hører om i dag, eller at man simpelt hen har ”glemt” eller er kommet ud af vane med at lade mønter dumpe i bøssen. Nogle steder, som f.eks. sogne inde i Midtlandet som Agerskov, Rødding og Toftlund, der lod man så ”kirkebøssen” gå rundt, da det var kirketjenerens opgave at gå rundt med klingpungen – æ klinbeutel – en stang med en pose og en lille klokke for enden. Og det hjalp da også på beløbet, kan jeg sige. Men med tiden er det med kirkebøssen mange steder gledet helt ud. Vi ænser den ikke, når vi går hjem efter gudstjenesten. Måske fordi vi i dag ikke går rundt med rede penge på os og i stedet for bidrager på anden måde. Via girokort, dankort, mobilepay eller noget andet nymodens noget. Og det er jo godt nok, hvis det er tilfældet. Men man kan jo godt blive lidt beskæmmet, når nogle af de lidt sølle eksistenser, der sælger ”Hus forbi” – eller prøver på det – fortæller, at det værste ikke er, at vi måske ikke køber avisen, men at vi ikke værdiger sælgeren et blik eller en hilsen. Han eller hun er et lige så dødt levn, som den tingest, der hænger ved kirkedøren.

                             I mange år har det måske været betragtet som en slags tiggeri, det der med kirkebøssen. Vi betaler kirkeskat og anden skat, så hvem skylder vi noget? Og det er måske, når alt kommer til alt, den anden væsentlige grund til, at denne lille beretning er kommet med i Det nye Testamente. Den skal lære os noget – nemlig at genopdage eller fastholde synet på kirkebøssen som noget helligt. Eller rettere at det at give er noget helligt. De slanter vi slipper er ikke bare et bidrag til et eller andet veldædigt formål. Nej, det er et offer. Men ikke et offer til Gud for at opnå noget. Tværtimod er det er offer i taknemmelighed over, at vi har fået noget. Vi har fået livet. Vi har deltaget i gudstjenesten. Vi er kommet med vor rigdom eller fattigdom i håbet om, at Gud vil se på os med milde øjne. Gud har gjort en tjeneste for os. Gud har givet sig selv måske i dåben men i hvert fald i nadveren og i ordet, og vi har takket gennem bøn og sang. Men gudstjenesten er ikke forbi, når postludiet er døet ud og vi glider ud af kirkedøren uden at bemærke kirkebøssen. Nej slet ikke – for nu skal gudstjenesten fortsætte som vores tjeneste for Gud og vor næste. Her spiller kirkebøssen både i fysisk og overført betydning en vigtig rolle. For om vi giver meget eller lidt, om vi gør det i kontanter eller elektronisk, og om vi gør det direkte eller gennem nogle organisationer, det er underordnet. Det afgørende er, at kirkebøssen fortæller os, at det med Gud og os ikke kun er et spørgsmål om ånd og sjæl, men det er også et spørgsmål kød og blod, om dette liv. Det er vigtigt med diakoni – omsorgen for det hele menneske. Og det bliver ekstra tydeligt, hvis vi ændrer lidt på en af komponeneterne. Vi siger ofte, at tid er penge. Men hvis vi i beretningen her vender det om og siger, at penge er tid, så bliver den måske mere relevant for os, der har materielle goder i overflod. Vi har meget gods og guld, men vi har meget lidt tid. Det er måske den kapital, vi alligevel skal give af.

Og her kommer jeg så til det andet, som jeg tror har gjort, at denne lille beretning er kommet med i fortællingerne om Jesus. For hvem er den fattige enke egentlig et billede på? Skal hun kun være et forbillede for os? Et eksempel til efterfølgelse? Det er der mange enker i tidens løb, der har været. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at det ofte har været dem, der har lagt mest i indsamlingsbøssen, når vi er gået rundt for at samle ind til verdens fattigste i Sogneindsamlingen. Ikke dem med to biler i garagen, nyt hus og stort tv. Men dem der lige skulle ind og finde en 100-lap, eller som allerede havde den i hånden, fordi de vidste, at man var på vej. Dem der var vokset op med sammenhængen mellem tro og gerning. Men selv de er næppe dem, som den fattige enke er et billede på. For selv om de gav meget ud af det lidt, de havde, så gav de ikke alt. Det er der kun én, der har gjort. Gud i Jesus Kristus. Det må være ham, der er tænkt på. Det nåede vi i hvert fald frem til i konfirmationsforberedelsen i torsdags, hvor vi sad under det store korbuekrucifiks og sang nr. 192 Hil dig frelser og forsoner. For her synger vi jo:

Hvad har dig hos Gud bedrøvet, (ja, hvad var du utilfreds med i din himmel)

og hvad elsked du hos støvet (ja, hvad elskede du i menneskenes verden)

at du ville alt opgive (ja, opgive hele din guddomsmagt)

for at holde os i live,

os dig at meddele hel (ja, for at give dig helt til os).

Det er her skæringspunktet mellem den fattige enke og Jesus er: at give alt. Gud var ikke fattig – men Gud gav alligevel alt, sig selv, for som Jesus at gå helt ind under de vilkår, vi lever under. Og den fattige enke havde givet alt, hvad hun ejede, og vil således stå som den, der opfyldte det bud om kærlighed, som evangelisten Markus med sikker sans har anbragt lige foran beretningen om enkens gave: Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind og af hele din styrke. Og du skal elske din næste som dig selv.

Det var det, hun gjorde, denne fattige enke. Hun gav sig selv, intet mindre, til sin Gud og sin næste. Forfatterpræsten Johannes Møllehave har skrevet i en prædiken til i dag:

”Når du i dag går op på tempelpladsen i Jerusalem, hvor der stod et tempel, der kunne vurderes til 2000 millioner i danske penge i dag – så findes der ikke sten på sten tilbage af herligheden, af værdien i guld og ædelsten – men billedet af hende, der for

2000 år siden gav det rene ingenting. Det er blevet stående. Det ser du for dig.”

Det er såre nemt, når man står på tempelpladsen i dag, at se den fattige enke ved tempelblokken for sit indre øje. Det jødiske tempel er væk. Al den herlighed, som Jesus så, er styrtet i grus. Og ganske særlig, fordi vi lige ved siden af hendes billede ser et andet: Jesu Kristi billede. Markusevangeliet fortæller, at beretningen om den fattige enkes offer er afslutningen på Jesu ophold i templet og på hans offentlige virksomhed. Nu gik hans vej til kors og død. Han gik for – ligesom den fattige enke – at ofre alt. Ja mere, end hun ofrede. Jesus Kristus gik for at ofre sit liv. Sådan bliver beretningen om den fattige enkes gave til allersidst en slags lignelse: om Kristus, han, som med Paulu’ ord i 2. Kor. ”for vor skyld blev fattig, skønt han var rig, for at vi kunne blive rige ved hans fattigdom.”

Så lad det være os til inspiration. Lad Jesu omsorg for os være baggrunden for, at vi drager omsorg for den, der har brug for det, ud af de muligheder, vi har, og på de måder, vi finder praktisk. Amen.

1. søndag i advent (29/11-2020)

v1  Da de nærmede sig Jerusalem og kom til Betfage ved Olie-bjerget, sendte Jesus to disciple af sted v2  og sagde til dem: »Gå ind i landsbyen heroverfor, og I vil straks finde et æsel, som står bundet med sit føl. Løs dem, og kom med dem. v3  Og hvis nogen spørger jer om noget, skal I svare: Herren har brug for dem, men vil straks sende dem tilbage.«v4  Det skete, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profe-ten, der siger:
       v5  Sig til Zions datter:
      Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel og på et trækdyrs føl.
v6  Disciplene gik hen og gjorde, som Jesus havde pålagt dem. v7  De kom med æslet og føllet og lagde deres kapper på dem, og han satte sig derpå. v8  Den store folkeskare bred­te deres kapper ud på vejen, andre skar grene af træerne og strøede dem på vejen. v9  Og skarerne, som gik foran ham, og de, der fulgte efter, råbte:
      Hosianna, Davids søn! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!  Hosianna i det højeste!

Så er vi på vej ind i adventstiden. En tid med glædelig forventning. Og glæde med musik, samvær og lys i den mørke tid har i mands og kvindes minde været et kendetegn for adventstiden. En måde hvorpå vi har holdt mørket og kulden stangen indtil lyset og varmen er vendt tilbage. Ja måske har glæden efterhånden fyldt en sådan grad, at vi ofte har knurret lidt over, at den med tiden er kammet over i løssluppet overforbrug af materielle goder. Det har fortonet sig, at adventstiden også er præget af alvor. Det kommer til udtryk i de tekster vi læser, og også i nogle af de adventssalmer, vi synger her i december. Bare se på i dag, hvor Jesu glædelige og festlige indtog i Jerusalem følges af den alvor, der følger med i form af ydmygelse, tortur og død. Glæde og alvor står side om side. Men er alvoren med tiden blevet overdøvet af kasseapparaternes klapren eller betalingskortenes skarpe svish gennem automaterne, så bliver alvoren da ekstra understreget i år, hvor adventstiden føjer sig en i en helt anden tid – nemlig Coronatiden.

Sagen er nemlig, at er det glæden, der er kommet til at fylde mest i adventstiden, så er det noget anderledes i Coronatiden. For den er en tid med afsavn og frygt og mismod. Det er, som om virussen har placeret os hver for sig i et stort venteværelse. Dér sidder vi i en stank af håndsprit og facetimer eller skyper med afstand, mens vi venter på det næste pressemøde eller den næste gang, sygdommen rykker tæt på. Corona-træthed er ikke bare en følge af sygdommen, som kan tappe os for kræfter og energi. Nej, trætte er også det, vi er: Trætte af, at virussen stikker en kæp i hjulet på vores liv. Trætte af mundbind og aflysninger. Trætte af afstand og isolation. Trætte af corona! Oveni det hele kan man blive træt af eller måske ligefrem skamme sig over trætheden. Føle sig som en forkælet klynker. Tænk, hvad tidligere generationer har stået igennem af sygdom, død og epidemier. Tænk, hvad mennesker udholder rundt omkring i dag: krig, fattigdom og forfølgelse. I det lys virker en social boble med 10 mennesker som en overskuelig indsats, ja. Men der er ingen grund til at skamme sig over at være træt af corona. Det er et sundhedstegn. Vi vil leve, ikke bare overleve. For mange er coronatiden også blevet en tid til eftertanke: Lever vi vores liv efter det, vi tror på? Bruger vi tiden på det, der betyder mest for os?

Advent er også ventetid og tid til eftertanke. Advent kommer af det latinske ”Adventus Domini”, Herrens ankomst. I advent venter vi på ”tidens fylde”, som Paulus kalder det, og som vi også læser om i juleevangeliet, tiden hvor Gud kommer til os som sin egen søn for at give os frihed. I kirkeåret er tiden lilla, som vi her i Vilstrup Kirke kan se i det lilla ophæng og i alle pastoratets kirker i de lilla bånd, som bærer adventskransen. Ifølge traditionen er det en tid til bod og faste; en tid til at forberede sig sjæleligt, legemligt og åndeligt på det, der skal komme. Det er salmerne i Det gamle Testamente og det er profeten Esajas, der får ordet i adventstidens gudstjenester, og her fremhæves adventstiden som en håbets tid: ”Frygt ikke, tab ikke modet”, siger Gud til profeten i den værste af alle tider og giver ham et tegn: Den unge kvinde skal blive med barn og føde en dreng, som hun skal kalde Immanuel, Gud med os. Vi er ikke alene. Gud holder ikke bare modet oppe hos profeten Esajas; han holder også håbet op. Det er også det, der kommer til udtryk i salme 24, som jeg læste fra alteret. Gud kommer og kæmper for os. Det har vi brug for. Vi har mere end nogensinde brug for de bibelske tekster, der holder håbet op. Giver os tillid til det, vi ikke ser. Styrker os i vor tro på, at selv i denne triste Coronatid kommer Gud til os endnu en gang og er hos os. Hjælper os til at holde fast i, at Guds komme og tilstedeværelse ikke er bundet til pomp og pragt, men møder os i det tilsyneladende ringe og prunkløse.

Den gang kom han til menneskers virkelighed i en udkantsegn som et værgeløst barn født uden for ægteskab af en fattig pige, og han kom som en fattig tømrersvend på et udslidt æsel. Når Gud kommer til os i dag sker det på lige så fattig vis:

  • Når vi har døbt Mathilde her for lidt siden, så skete det ikke i eksotisk vand hjembragt fra Jordanfloden, men i vand leveret af Haderslev Kommune.
  • Når vi deltager i nadvermåltidet ved Herrens bord sker det ikke i en dyr chateauvin af en særlig fin årgang, men i en navnløs kirkevin eller druesaft.
  • Og mødet mellem Gud og os sker ikke i dyre kager fra et fint konditori, men i nogle smagsløse kiks fra Diakonissestiftelsen.
  • Og endelig møder Gud  os ikke i en velformuleret tale fyldt med fine fremmedord, men – forhåbentlig – i en landsbypræsts hårdt tilkæmpede prædiken.

Det er det håb og den tro, vi som menighed er sat til at bringe videre til en truet menneskehed.

For vi kan selvfølgelig bruge adventstidens eftertænksomhed til at overveje vort eget liv? Hvordan kommer vi videre hver især? Hvordan kan du og jeg bevare tro, håb og kærlighed i en tid, som kan være truet af sygdom, ulykke, nød og død? Det er en mulighed. Men vi kan også bruge tidens eftertænksomhed til at vende opmærksomheden udad. Der er helt sikkert mange, der forsøger at være opmærksomme på dem, vi ved har brug for nærhed og fællesskab. Men der er helt sikker også nogle, der befinder sig under radaren. Derfor er det virkeligt vigtigt, at vi hjælper hinanden med at se dem:

  • Hvem er det, vi kan hjælpe med ikke at tabe modet?
  • Er der en nabo eller en kollega, der har brug for en håndsrækning?
  • Hvem har brug for en besked eller en opringning?
  • Hvad kan vi hver især gøre for og med ham eller hende, der må holde sig hjemme – eller den, der må forlade sit hjem?

Og hvad skal vi gøre som menighed? Hvordan kan vi tilbyde mennesker, der er isolerede, mulighed for opmærksomhed, samvær og selskab? Hvordan hjælper vi hinanden til at få øje på dem, der er ekstra hårdt ramt af isolation, afstand det gode livs sammenbrud? Slår vore sædvanlige måder at mødes på til, eller kan vi finde nye?

                             I dag træder de nye menighedsråd i funktion. Man kunne jo tænke, at det var deres opgave at besvare disse spørgsmål. Men det er det ikke kun. Det er en opgave for os alle. Og for at løse den, kan vi jo begynde at tage en tur i Takkestræde.  Hvor er dog det, vil en og anden nok tænke. Den vej har jeg da aldrig hørt om. OK – jeg indrømmer, at ikke så sjældent kan den være svær at finde den. Og selv om vi nok ved, hvor Takkestræde er, kan det være svært at komme over til det, for trafikken på de brede veje kan være heftig. Men det kan lønne sig at vove sig over til Takkestræde, hvor færdslen er ensrettet og hastigheden lav. For i Takkestrædet går bevægelsen kun én vej – mod Gud og mit medmenneske. I takkestrædet er man ikke optaget af, hvad og hvor meget der kommer til en eller imod en, eller hvor meget der ikke kommer. Man er derimod optaget af taknemmelighed for det, man har modtaget. Jeg tror, det er gavnligt for sjæl og legeme med jævne mellemrum at passere Takkestræde. Det gælder ikke mindst i kritiske situationer. For når vi opholder os i Takkestræde behøver vi ikke at frygte for at blive kørt over af alle problemerne. Vi kan her fokusere på de gode gaver, vi har modtaget.

Det er i Takkestræde vi slutter i dag, når vi som sidste salme skal synge ”Tak og ære være Gud, som har ført sit løfte ud”. Når vi endelig er nået ind i strædet, så kan vi af og til synes, at larmen fra vor livsvejs udfordringer er så stor, at det er svært at finde ord for tak. Men så kan vi – sidst men ikke mindst – takke for, at Gud har ført, fører og vil føre sit løfte om at være hos os i alle forhold ud i vort liv.

Glædelig adventstid. Amen.

2. søndag i advent (1/12-2020)

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas (ifølge Den nye Aftale”:

“Der kommer tegn fra solen, månen og stjernerne, og på jorden bliver folk grebet af angst. De ved ikke hvad de skal stille op med havets og bølgernes brusen. Himlens kræfter bryder sammen, og folk falder om af skræk, mens de venter på, hvad der vil ske på jorden. Og så ser de mig komme. Menneskesønnen viser sig i skyerne i al sin kraft og guddommelighed. Når det sker, kan I rette ryggen og løfte hovedet, for så bliver I snart befriet.”

Jesus forklarede det med en sammenligning. “Se på figentræet og alle andre træer,” sagde han. “Når de springer ud, ved I instinktivt, at det snart er sommer. Sådan er det også med Guds kongerige. Når I ser alt det her ske, ved I, at det er på vej. Og det hele kommer til at ske i jeres levetid. Himlen og jorden går under, men det jeg siger, gælder altid. Nu er I advaret. Hvis I er optaget af fest og druk og hverdagens bekymringer, bliver I sløve. Så kommer det bag på jer, når dagen pludselig er der. Og der er ikke et eneste menneske på hele jorden, der går fri. Så hold jer hele tiden parat. Bed om, at I har styrke til at komme godt igennem det, der skal ske, og om, at I til den tid kan klare at stå ansigt til ansigt med mig, Menneskesønnen.” Lukasevangeliet 21,25-36.

Det er altså i dag 2. søndag i advent. Vi er næsten halvvejs mod det, som vi venter på: Den store julefesttid med familie, venner og bekendte – ja, og så med alle dem verden rundt, som vi ikke kender, men som alligevel er i den samme ventestemning, som vi er i. Festen, som i årtusinder har skullet bringe lys ind i en mørk årstid og fortælle, at nu går vender det, nu går det mod lysere tider- i hvert fald på vore breddegrader. Adventstiden burde derfor være en tid med glædelig forventning. Men det er bare så træls at vente. Tænk bare på ordet venteværelse eller ventesal. Noget mere trøstesløst kan vi vel næppe forestille os. Ikke mindst i denne Coronatid, hvor alle venteværelser eller ventesale ikke har et eneste mere eller mindre flosset ugeblad, hvormed man kan fordrive tiden. Jeg taler af egen bitter erfaring. At sidde i tandlægens venteværelse og have skrækkelig megen tid til at tænke på det, der venter, er ubærligt. Så Gud ske tak og lov for mobiltelefonen – med den kan jeg ikke kun fordrive tiden, næh, jeg kan sandelig slå den ihjel ved at tjekke mailboksen, nyhedshjemmesider eller tidsrøveren over dem alle – Facebook. Tidligere forstod man at vente, har jeg fået fortalt. Og kan også svagt huske. Skole og arbejde blev passet, mens der også blev tid til at forberede festens gode mad, søde sager og velmente gaver- uanset om de nu var hårde eller bløde. For hver adventssøndag blev endnu et lys tændt, og vi sad og holdt mørkning og sang ”Vær velkommen” og ”Det er som med klokker det ringer” og ”Der er noget i luften”. Ventetiden blev brugt på at forberede sig til julens store fest.

Nu skal denne prædiken ikke ende i det rene Morten Korch. Men jeg tror det ud fra en grunderfaring altid har været brug for en ventetid op til de store begivenheder. Sådan blev der allerede meget tidligt i kirkens historie lagt tre til fire ugers forberedelsestid før jul, med navnet advent. Og i forlængelse af det foregående kunne man jo tro, at ordet advent betyder det at vente: Advent – at vente. Men det gør det ikke. Ordet advent betyder ikke den kedelige ventetid, men det betyder resultatet af ventetiden – det, som vi venter på, nemlig en ankomst. For hvad er det, som vi venter på? Ja, som kristne venter vi ikke kun på, at solen får mere magt og lyset dag for dag vender tidligere og tidligere tilbage. Det gør vi også, men ikke kun det. Vi venter nemlig på Herrens ankomst. Adventus Domini, som de gamle sagde. Ankomst af Herren. Men hvilken Herre er det, som vi venter vi på? Er det julemanden, som det nu er blevet moderne at vække først i december? Er det ham den trinde fyr med rensdyrslæden, kanen og alle pakkerne, som vi venter på. Man skulle tro det. Men det er det altså ikke. For i de tekster, som vi har hørt i dag, er der tale om en herre, der aldrig sover, og som vi derfor ikke behøver at vække til fest: Den treenige Gud Fader, Søn og Helligånd. Det er denne herres ankomst, som vi venter på.

Adventstiden –  som forberedelse og indlevelsestid til budskabet om Herren, der kommer – går altså langt tilbage til den tidlige kirke for næsten 2000 år siden. Det gælder også den betydning, som ordet har i Bibelen. Der er nemlig i ordet advent gemt tre betydninger af ”ankomst”.

Den første betydning er nok den, vi mest forbinder med advent. Den ser bagud i tiden. Den ser på den begivenhed, hvor Gud Herren kom til verden julenat som en lille jødedreng, blev født af jomfru Maria og lagt i krybben. I julens højtid ser vi tilbage på begivenhederne ved Jesu fødsel. Her er fortiden i fokus. Herren kom til verden.

Den anden betydning gælder nutiden – tiden her og nu, hvor vi er i vort liv. For Gud Herren kommer til os, hver gang vi hører hans ord og tager det til os. Gud kommer til os, når vi folder hænderne og i bøn lægger alle vore bekymringer og forhåbninger frem. Gud kommer til os, når vi modtage Jesus legeme og blod under nadveren. Og han kommer til os, når vi får øst tre små håndfulde vand over hovedet med ordene: Døbt i Faderens og Sønnens og Heligåndens navn. Her er nutiden i fokus. Gud kommer til verden.

Men så er der en tredje betydning som gælder fremtiden. Den tredje betydning er nemlig den, som vi har mødt i dag 2. søndag i advent. Her fortælles det, at Herren kommer igen, når alt jordisk får en ende, og når Jesus skal komme og dømme os. Det er jo lige det, som vi har sagt sammen i kor, da vi sagde i trosbekendelsen: Vi tror på Jesus Kristus, som skal komme at dømme levende og døde. Gud vil komme til verden.

Denne tredobbelte betydning af “Herrens komme”, hvor ordet komme bøjes i datid, nutid og fremtid, hører vi også, inden vi i højmessen går til alters.  Da bliver der nemlig sagt “Hellig, hellig, hellig er Herren, Gud den almægtige, han, som var, som er, og som kommer.”

Nu er vi så her i Halk Kirke denne 2. søndag i advent. Her er Gud Herrens komme i fremtiden båret af tekster, der ser fremad. Og det sker ved, at vi pudsigt nok begynder med at se bagud. Vi hørte jo, hvordan profeten Esajas for 2500 år siden så frem mod den dag, da der skulle skyde en kvist af Isais stub. Han profeterede, at der ud af det jødiske folk skulle fremstå en konge, som opfyldte alle de gamle profetier og længsler om fred, frihed og frelse. Han skulle dømme med retfærdighed, og han skulle genoprette Guds gode skabelse. Det var denne konge, som mange omkring år 0 troede på, blev født af en fattig pige i Udkantsisrael som Jesus. Det er denne Jesus, der her kort før sin egen død ser frem til verdens rystende undergang og opfordrer sine følgere til at være beredt og bevare håbet til ham. Deres nutid var og vores er en ventetid, for foran os ligger det kommende og ukendte, som profeterne, apostlene og vi kun kan beskrive i billeder og visioner.

Så vi sidder altså hver især i Vor Herres venteværelse. Hvornår mon han kommer og kalder på os? Selv om jeg har fået en tid, kan det jo godt gå anderledes. Jeg kan i utålmodighed sidde og zappe på mit livs mobiltelefon, gætte mig til at nu er det nu. Men jeg kan jo også i tålmodig tillid vente på øjeblikket. For en kristen er per definition en optimist. Vi tror jo på “syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv”. Det har vi lige bekendt. Vi har et håb som kan bære os igennem lidelse og død. For det ender jo godt. Sådan lyder f.eks. titlen på en bog om Johannes Møllehave og døden. Dette optimistiske syn på døden hænger sammen med Møllehaves kristne tro. Det ender godt, fordi der efter dette korte liv her på jorden kommer et evigt liv i herlighed i Guds rige. Møllehave fortæller om, at han engang fik en blodprop i hjertet, mens han var på ferie i Spanien. Da han vågnede op efter en operation på et spansk hospital, så han en læge med et navneskilt, hvorpå der stod Jesus. Et helt almindeligt drengenavn sydpå. Men det tænkte Møllehave sådan set ikke på. Han tænkte bare, at det var da dejligt, for så var han da havnet det rette sted!

Som kristne har vi nemlig et levende håb, et håb som vi skal holde fast ved i troen på Jesus. Det er håbet om det evige liv sammen med Jesus i Guds Rige. Det er vores håb om at se Jesus komme igen for at dømme levende og døde. Det er et håb om at vi kan bestå foran hans domstol, netop fordi det er Jesus, der skal dømme os, og ikke vi selv eller vore medmennesker. Det er et urokkeligt håb, fordi Gud er trofast! Han vil altid være hos os. Døden får ikke det sidste ord. Så midt i al det, som vi synes er truende, må vi ikke glemme livet her og nu. Jesus vender sig mod den panik over tidernes tilstand, der kommer til udtryk i en usund længsel efter undergangen. I kender det måske fra den oplevelse, man kan have, når man står på et højt sted og kigger ned – om det er fra toppen af Møns Klint, Lillebæltsbroen eller tårnet ved Ribe Domkirke. Af svimmelhed kan vi blive draget mod afgrunden – som her fra prædikestolen. Men jeg tror på, at Jesus med sin lille lignelse om figentræet vil sige: I har stadig tid i venteværelset. I er i live. Vær taknemmelige for den tid I har og brug de chancer, som I er givet. Glem ikke den gave, som livet er. For de frygtelige tegn, som kan fylde os mennesker med rædsel, er altså også forårstegn. Som Jesus selv siger: “Se på figentræet og alle de andre træer. Så snart I ser dem springe ud, ved I af jer selv, at sommeren allerede er nær. Sådan skal I også vide, når I ser dette ske, at Guds rige er nær.” Det er dejligt at tænke på forår og sommer. Det er godt at tænke på, at vi har sådan en fremtid foran os, når vi tilhører Jesus. Efter en lang kold vinter ved man, at foråret er på vej, når figentræet og alle andre træer får knopper og sætter blade. Sådan må kristne forstå tegnene på verdens undergang. Jesus kommer! Amen.