Seneste prædiken

Prædiken fra søndag d. 7/7:
Glæd jer med mig.
Ikke så meget, fordi jeg her om et par timer kan tage på to ugers ferie – jo, måske også lidt derfor – men især, fordi ordene glæde og glad dukker op igen og igen i dagens evangelium.
Glad lægger hyrden det genfundne får på sine skuldre.
Glæd jer med mig, siger han til sine venner og naboer.
Der bliver glæde i himlen over hver omvendt synder.
Og glæd jer med mig siger kvinden til sine veninder, da hun har fundet sin tabte mønt.
Jo – der bliver glæde i himlen.
Og hvor der er glæde, er der også fred. Fred for den, som er langt borte, og for den, der er nær, som vi hørte det fra Esajas.
Jo – Guds fred er glæden i dit sind, som vi indledte gudstjenesten med.
Nu er det ikke første gang, glæde og fred møder os i Lukas’ fortælling om Jesus fra Nazaret. Glæden i Lukasevangeliet møder os allerede i hans skildring af hændelserne julenat, hvor englene forkynder den store glæde, der skal være for hele folket. “I dag er der født jer en frelser.”, og hvor de synger om ”Fred til mennesker med Guds velbehag”. Nu ser vi så denne glæde blive til virkelighed, når Jesus spiser med toldere og syndere, dem der i nogles øjne er fortabte. Men det er en glæde på trods. For nogles glæde kan godt vække andres vrede og misundelse og skabe ufred. Farisæerne og de skriftkloge giver nemlig ondt af sig over, at han har bordfællesskab med toldere og syndere.
Derfor fortæller Jesus lignelserne om det mistede får og om den tabte mønt. I begge tilfælde er glæden over at finde det fortabte ikke til at tage fejl af. For hver gang en synder vender sig om, bliver der således større glæde i himlen end over nioghalvfems retfærdige, som ikke har brug for at sidde med. Som Martin Luther har skrevet et sted: “Syndere er nemlig rene, fordi de elskes, de elskes ikke, fordi de er rene. Derfor skyr menneskers kærlighed syndere og slette mennesker. Kristus siger derimod sådan: Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere!” Nu er de fortabte toldere og syndere kaldet og fundet. Det bortløbende får er fundet. Folden er fuld. Derfor: “Glæd jer med mig!” siger Jesus til os alle. For det tabte er fundet. Glæden ved at genfinde noget tabt kender vi vist alle. Men vi kender vel også glæden ved at blive fundet, når man har været væk. Kan I huske gemmelegen som barn? Man skulle gemme sig for mor, far eller en af de større søskende. Hvor var det rart at blive fundet og favnet igen – især hvis man havde gemte sig lidt for godt. Og sådan er det vel også for os, når vi er blevet voksne. Vi kan blive væk her i livet. Man kan blive væk fra sig selv. Og man kan blive væk fra sit kald – miste mål og mening. Vi kan føle os fortabte. Peter beskrev det i sit brev meget malende: ”Djævelen går omkring som en brølende løve og leder efter nogen at sluge.” Man kan blive opslugt af noget helt forkert og blive suget ind i mørket, hvor enhver orientering er umulig. Mørkets fyrste kan møde os på mange måder: Som sorgen, der vil kvæle. Som tab af evner, førlighed eller muligheder der kan få os til at blive bitre eller føles os uden håb. Men mørket kan også møde os som konstant kværuleren og brokkeri, eller som ærgrelse over forspildt liv og forfejlede muligheder.
Så vi skal glæde os. Glæde os over, at Gud bliver ved med at søge os, indtil han finder. Det er den afgørende tanke, som binder de to små historier og alt det andet, som står i Bibelen, sammen. For Gud er god, og Gud vil os det godt. Denne godhed kommer for det første til udtryk i, at vi alle er skabt ind i en verden, der som udgangspunkt er god med ressourcer nok til, at alle skulle kunne leve et godt liv. Selvfølgelig ved vi af erfaring, at der er rigtig meget, der udfordrer Guds gode skabelse. Mennesker fødes med handicap, kommer ud for ulykker, rammes af katastrofer, trues af sygdom, sulter, bliver gamle og svage, dør. Dertil kommer alt det onde, som vi mennesker i det store og små påfører hinanden. Jo jo – vi ved alle, at der er så meget, der kan ødelægge og nedbryde vores liv og verden, og som dermed kan ødelægge vores tillid til, at Gud er god. Dertil kommer alt det onde, som vi mennesker i det store og små påfører hinanden. Jo jo – vi ved alle, at der er så meget, der kan ødelægge og nedbryde vores liv og verden, og som dermed kan ødelægge vores tillid til, at Gud er god. Og for igen at pege på Peters beskrivelse af denne trussel som et udslag af Djævelen som en brølende løve, der lusker rundt for at lede efter nogen at sluge: I vor hverdag kan det også komme til udtryk i de tvivlende spørgsmål, der rejses, eller som vi selv rejser, til, om det nu også kan være rigtigt, at Gud er god og vil os det godt, når der nu er så meget, der går galt.
Men Guds godhed består jo ikke bare i alle de ressourcer, som Guds evige skabelse tilbyder os. Guds godhed består også i, at vi – hans skabninger – med de redskaber, som vi har fået til rådighed i form af hjerne, hjerte, lemmer, snilde og evner m.m. skal være medarbejdere på Guds gode skabelse.  Lige som Gud som udgangspunkt lader skabelsens ressourcer være til rådighed for alle, så er det vores opgave som mennesker at sørge for, at alle kan få del i det gode liv. Men igen ved vi jo, at vi vel gerne vil være medarbejdere på den gode skabelse, men der er så meget, der kan stå i vejen. For det første er der vores trang til at sikre os selv. Så er der vores måde at indrette os med hinanden på i hjem og samfund. Så er der alle de gode forklaringer om den samfundsmæssige nødvendighed, de økonomiske konjunkturer og tidens krav. Det er hele den tankegang som er baggrunden for profeten Esajas tale om, at mennesker svigtede Gud på grund af deres griskhed, og at de faldt fra og fulgte den vej, som de ville. De mistede tilliden til, at Gud ville dem det godt, og søgte lykken et andet sted. Men heldigvis er ikke alt sagt med det. For her kommer Jesu lignelser igen ind med en vigtig kommentar.
Lignelsen om hyrden og det bortløbne får har været elsket gennem hele kirkens historie. Afbildninger af Jesus som den gode hyrde findes f.eks. i katakomberne under Rom og stammer tilbage fra den ældste kristenhed. Man kan jo undre sig over, at mennesker har været så glade for forestillingen om Jesus som hyrden og menigheden som fårene. Hvem ønsker at kaldes et får – dem som står der endnu og glor, som vi synger i Aakjærs ”Ole sad på en knold og sang”? Og det der med at være i folden – det lyder trist og kedeligt. Men når netop denne lignelse har været så afholdt, skyldes det dels, at den siger noget meget vigtigt om forholdet mellem Gud og vi mennesker, men også fordi den rammer noget basalt i vores natur med sine billeder af den ømhed og omsorg, som hyrden udviser, i den ihærdighed, hvormed både hyrden og kvinden leder, samt endelig i den glæde, der opstår, da de finder det forsvundne.
Sagen er nemlig, at billederne af den søgende hyrde og kvinde fortæller, hvad forholdet mellem Gud og mennesker handler om. Det handler om, at Gud er så god og vil os det så godt, at han aldrig opgiver os. Ja, Gud ønskede det så stærkt, at Gud forlod sin trygge fold og lod sig føde som Jesus ind i vores vilde og voldsomme virkelighed for at dele den med os indtil sin død på korset.  I lyset af lignelsen om den søgende hyrde kan vi sige, at alle vi døbte er kommet i Guds fold. Den kristne kirke og menighed er Guds fold. Men folden er en skrøbelig og utæt ramme om tryghed og tillid. Det er jo ikke altid rart at være her. Det ved vi godt. Fårene kan nappe ad hinanden – til tider så meget, at et par får stikker af. Og det er nemt at slippe ud. Alligevel er Gud stadig deres hyrde. Gud er min hyrde og jeres hyrde, og vi er hans får, selv om vi synes, det lyder så mærkeligt fremmed og umoderne, og uanset om vi er i folden eller stukket af. Hvis vi tør tro på det, så er der en stor fred og glæde heri. Hyrden vil søge os og være os nær, om vi er i medgang eller modgang, i liv eller død, og vi er ikke alene hverken i eller uden for folden. Vi skal blot ville lade os finde og favne.
Når vi om lidt skal synge salmen på det omdelte ark, så er det vigtigt, at vi udtaler ordene rigtigt. For der er en verden til forskel på, om vi synger ”Du er forvidst al glædes Gud” eller ”Du er forviist al glædes Gud”. Vi vil synge den i tillid til, at Gud i sandhed er glædens Gud. Amen.