Seneste prædiken

Kort tid efter fejrede man en af de jødiske fester, og Jesus tog tilJerusalem. Ved Fåreporten i Jerusalem er der et stort bassin, omgivet af fem rækker af søjler. På hebraisk hedder stedet Betesda. Her imellem søjlerne lå der et utal af syge, både blinde, lamme og krøblinger. De ventede på, at der opstod røre i vandet. Indimellem kom en af Guds engle nemlig og bragte vandet i bevægelse, og den første, der nåede ned i det urolige vand, blev rask, uanset hvad han fejlede. ;En af de mænd, der lå ved bassinet, havde været syg i 38 år. Jesus så manden og blev klar over, at han havde været syg længe, og han gik hen til ham og spurgte: »Vil du være rask?« ”»Herre, jeg har ikke ngen til at hjælpe mig ned i bassinet, når vandet kommer i bevægelse,« svarede den syge. »Inden jeg kommer derhen, er en anden nået i før mig.« Jesus sagde: »Rejs dig op, tag din båre, og gå.«”Straks blev manden rask, og han tog sin båre og gik.Netop den dag var det sabbat, og derfor sagde jødernes lederetil den helbredte mand: »Det er sabbat. Du må ikke bære rundt på din båre.« ” Men han svarede: »Ham, der gjorde mig rask, sagde, at jeg skulle tage min båre og gå.« ”” Så spurgte de: »Hvem var det, der sagde sådan?«13 men det vidste manden ikke, for Jesus var forsvundet i menneskemængden.” Senere fandt Jesus ham ved templet. »Nu er du rask,« sagde Jesus. »Men du skal holde op med at gøre de ting, Gud ikke vil have, så du ikke bliver ramt af noget værre.« Så gik manden hen og fortalte de jødiske ledere, at det var Jesus, der havde gjort ham rask. Fra da af forfulgte de Jesus, fordi han havde arbejdet på en sabbat. Men Jesus sagde til dem: »Min far arbejder altid, og det gør jeg også.« Det svar gjorde de jødiske ledere opsatte på at slå ham ihjel. Én ting var, at han var ligeglad med sabbatten. Nu sagde han ovenikøbet, at Gud var hans egen far, og gjorde på den måde sig selv til Gud. Johannesevangeliet 5,1-15En yndet sport i disse tider er at skælde ud på de såkaldte sociale medier. Facebook, Instagram, Tik-Tok og hvad ved jeg. Og man kan da også diskutere, hvor sociale de egentlig er, når de bruges til at svine hinanden til, sprede falske informationer og ødelægge hinandens ry og rygte. Og så lige pludselig sker der noget, der gør, at en gammel talemåde kommer til sin ret: Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. En skikkelse, der var kendt i Haderslevs bybillede, er der ikke længere. En krumbøjet mand, som man kunne møde på væresteder, i nogle af dagligvarebutikkernes cafeteriaer, i genbrugsbutikker, under altergangen i Gl. Haderslev Kirke, til kirkefrokoster, ja han er nu væk. Han kunne være blevet til et af de tilfælde, som vi ofte læser om i aviserne, hvor præster må holde begravelse eller bisættelse, uden at der har været pårørende til stede, og hvor kommunen putter den afdøde ned i en anonym fællesgrav. Men så blev en nekrolog over afdøde lagt på Facebook, og en lokal butiksejer tog initiativ til at samle penge ind til en bårebuket. Siden er pengene væltet ind, så afdøde nu kan blive sat ned i sin mors gravsted og få en sten på. Og man kan jo ikke lade være med at tænke, om der nu kommer så mange til bisættelsen, at der i disse Coronatider ikke er plads. I hvert fald kommer der nok til at bære kisten ud til bilen. Jo – intet er så skidt, at det ikke er godt for noget.        For det er vigtigt for os alle at blive båret, når vi har brug for det. For har I nogen sind tænkt på, hvor ofte vi er blevet båret, når der er sket noget vigtigt i vores liv? Vores mor bar os i ni måneder, mens vi voksede i hendes liv indtil den dag, hvor hun fødte os. Derefter blev vi båret, mens vi blev ammet eller fik flaske. Og da vi blev gamle nok, blev vi båret til dåb. Men da vi lærte først at mave os rundt, siden at kravle for så til sidst at rejse os på vores vaklende ben, ja da måtte det med at blive båret vel være hørt op? Men det gjorde det jo ikke – og heldigvis for det. For når vi faldt og slog os, blev vi båret af stærke, trøstende arme. Når vejen blev for lang for korte, trætte ben, blev vi båret på høje skuldre. Når vi fejrede fødselsdage, konfirmation og andre vigtige øjeblikke i vores liv, blev vi båret af familie og venners tilstedeværelse. Da vi fandt vores hjertes udkårne, eller da vi blev ramt af sygdom eller ulykke, blev vi båret af samværet med dem, der stod os nær. Og forhåbentlig er der også nogen der vil tage fat, når vi ligger for døden eller skal bæres til graven. Jeg kom til at tænke på det, da jeg sad og funderede over dagens glædelige budskab i lyset af, at vi på denne søndag skal fejre høstgudstjeneste. For vi ved, at ikke alle skal høste som de sår. Nogle af os har den lykke at kunne overleve ved, at andre med deres arbejde og slid bærer os. For det er jo ingen selvfølge, at det er sådan. Der er samfund, hvor de stærke ikke bærer de svage. Vi hører således i dag om et menneske, som ikke havde nogen til at bære sig. Kan I se det for jer: I et stort bygningskompleks med høje søjler er der en ganske særlig dam. Den ligger dér med sin blanke overflade i den stillestående luft.  Det lugter slemt, for omkring dammen i ligger i søjlegangenes skygge en stor flok mennesker med alle mulige slags sygdomme. Ordet Betesda er hebraisk og betyder barmhjertighedens hus. For det siges, at når vandet kommer i bevægelse, skyldes det en engels vingeslag. Og den, der først når ned i vandet, vil blive rask.  Men det er et grusomt navn. For inde i Betesda, inde mellem søjlerne, blandt de syge og blinde og de mange krøblinge, ser det anderledes ud. Der ligner søjlerne tremmerne i et fængsel. Der ved man, at man måske for altid er spærret inde. Der hersker er en forbandet stilhed, hvor alle vagtsomt lurer på hinanden. Alle ligger de, eller de sidder, og venter på deres chance. Venter på det øjeblik hvor vandet i dammen kommer i bevægelse. Så de focuserer kun på én ting – og det er dammen. I det stillestående vand ser de et spejlbillede af sig selv. Og så ud af øjenkrogene de nærmeste, som de ved de skal kæmpe med. Måske venter lykken? Selv om de fleste af dem ved at de aldrig når frem. Der er altid nogen der er stærkere eller hurtigere eller klogere, og som vinder i den grusomme kamp om at komme først.Det er ikke et barmhjertigt sted. Det er et helvede. Helvede som det, at det eneste man tænker på, er at redde sig selv. At komme først. Helvede som det at man hver især lurer på hinanden. Der er ingen som vil hinanden, som vil bære hinanden. Helvede som det at årene bare går med at vente – på et liv, en lykke, som måske, måske ikke, indfinder sig engang. Som at sidde i en flygtningelejr, i en arbejdsløshedssituation, i en kronisk sygdoms lænker – eller i restriktioner som følge af en epidemi.Eller det helvede det er, når vi føler at livet bare er noget, der sker, uden at vi er med i det. Der er f.eks. mange, der føler sig hægtet af den globale udvikling – hensat til et liv hvor det ingen rolle spiller, hvad vi siger og gør. Der er unge mennesker, som føler en nærmest desperat afmagt over ikke at kunne gøre noget, når nu verden er ved at kuldsejle. De fortæller om en stærk følelse af at være sat ud af spillet, for løbet er jo kørt, fremtiden er forbi. Der er mange – unge og gamle – der vil kunne beskrive deres livssituation som kviksand, der ikke er til at komme fri af. Og det er ofte meget ensomt og skamfuldt – det er ikke noget man viser frem og deler med andre. Det er ofte nemmest at resignere og tænke, at sådan er det for mig – livet, det store liv, det er for de andre.Men spørgsmålet er jo alligevel: Hvordan bliver jeg fri af al den utilstrækkelighed, som jeg hænger fast i? Hvordan kommer jeg op af kviksandet? Ud af fængslet? Hvordan? Ja –  det kan i første omgang ske ved at vi indrømmer vor fortvivlelse, vor sorg, og deler den med andre og med Vor Herre, og således finder eller lytter os frem til ord, som udtrykker vor situation. Ordene forløser noget i os. Sætter os fri af forbandelsen. Det er derfor, at Davidsalmerne fra Det gamle Testamente, som vi ofte hører til gudstjenester, gennem årtusinder har vist sig at være uopslidelige. Fordi de ikke bare giver os ord til at sige tak, men jo først og fremmest også kan høres som en stemme fra dybet, fra et menneske som selv kender til modløshed og tomhed og angst. De vidner om, at nogen har været i de afgrunde før og fundet ord for dem, som Jesus selv viste, da han hang på korset og skreg: Min Gud, min Gud – hvorfor har du forladt mig? Den første vej ud af fortvivlelsen er at høre ordene, at jeg ikke er alene; for selv Gud har været i ensomheden og hjælpeløsheden, og vil altid møde os dér, som det blev lovet i vor dåb. At lytte til og mærke og måske tale eller synge om sin afmagt, sin længsel, sit håb. Få sat ord på. Og at gå i kirke er blandt andet at udsætte sig for det. Udsætte sig for alle disse erfaringer, som vi tænker er private, men som vi deler med hinanden.Og så er det selvfølgelig også at udsætte sig for Guds ord, for en stemme som taler til os og som spørger og insisterer: Kom nu! Rejs dig! Vil du med ud af det her? Sådan som Jesus henvender sig til manden der har været syg i 38 år. Han har selvfølgelig resigneret. Det her er nu engang blevet hans fængsel, hans liv. Så da Jesus spørger, om han vil være rask, svarer han hverken ja eller nej, men begynder at undskylde: At der ingen er til at hjælpe. For her i det såkaldte barmhjertighedens hus tænker enhver på sig selv, og der er altid andre som først når ned i helbredende vand. Men Jesus ignorerer den lammes undskyldning. Jesus insisterer: Rejs dig! Tag din båre og gå! Tag ansvar for dit liv. Han lader ikke manden forblive i kviksandet, men kalder ham op. Så i denne hændelse ved Betesda Dam oplever vi ikke en engels vinge sætte vandet i bevægelse, men vi oplever, at Jesus med sine ord føder et oprør, en bevægelse i den lamme. Jesus – Guds skikkelse i vores verden – som vi ikke altid kan pege ud. Det kunne den helbredte mand heller ikke. Men Jesus er der, hvor et menneske på den ene eller anden måde kaldes eller trækkes ud af sit helvede. Johannesevangeliet viser her, at Gud er den, som ser os og ikke bare lader os være i fred i ensomheden. Gud er bevægelsen, som sætter det fastlåste liv i skred. Gud inviterer og insisterer: Kom nu! Vil du ikke være rask?  Gud er den som kalder de døde tilbage til liv igen. Så når vi rejser os og rækker ud til andre og bærer med på deres liv og glæde og sorg, så er vi, uanset hvem eller hvad der fik os op af vores leje eller stol, med i en bevægelse, en strøm af liv, som kommer fra Gud. Amen.