Seneste prædiken

Vilstrup Kirke den 8. marts 2020 – 2. søndag i fasten:

v14 Da Jesus, og Peter og Jakob og Johannes kom ned til disciplene, så de en stor skare omkring dem og nogle skriftkloge, som diskuterede med dem. v15 Hele skaren blev grebet af ærefrygt, straks de fik øje på Jesus, og løb hen for at hilse på ham. v16 Han spurgte dem: »Hvad er det, I diskuterer med dem?« v17 Og en fra skaren svarede ham: »Mester, jeg har bragt min søn til dig; han er besat af en ånd, som gør ham stum. v18 Hvor som helst den overvælder ham, kaster den ham til jorden, og han fråder og skærer tænder og bliver helt stiv. Jeg sagde til dine disciple, at de skulle drive den ud, men det kunne de ikke.« v19 Da udbrød Jesus: »Du vantro slægt, hvor længe skal jeg være hos jer, hvor længe skal jeg holde jer ud? Kom herhen med ham!«

v20 Så bragte de ham hen til Jesus. Men da ånden så ham, rev og sled den straks i drengen, så han faldt om på jorden og lå og frådede og vred sig. v21 Jesus spurgte hans far: »Hvor længe har han haft det sådan?« Han svarede: »Fra han var barn. v22 Og den har mange gange kastet ham både i ild og vand for at gøre det af med ham. Men hvis du kan gøre noget, så forbarm dig over os og hjælp os.« v23 Jesus sagde til ham: »Hvis du kan! Alt er muligt for den, der tror.« v24 Straks råbte drengens far: »Jeg tror, hjælp min vantro!«

v25 Da Jesus så, at en skare stimlede sammen, truede han ad den urene ånd og sagde til den: »Du stumme og døve ånd, jeg befaler dig: Far ud af ham, og far aldrig mere ind i ham!« v26 Da skreg den og rev og sled i ham og fór ud; og han blev som død, så alle sagde: »Han er død.« v27 Men Jesus tog hans hånd og fik ham til at rejse sig op.

v28 Da Jesus var kommet inden døre og var alene med sine disciple, spurgte de ham: »Hvorfor kunne vi ikke drive den ud?« v29 Han svarede dem: »Den slags kan kun drives ud ved bøn.«

I disse dage er den medieforbrugende del af verdens befolkning ved at gå i panik over et virus med betegnelsen COVID-19. Det er vist nok et nyt og ukendt virus, men det ligner et influenzavirus. Netop fordi det er ukendt, og fordi det ikke bare rammer farvede mennesker i Asien eller Afrika, men os selv, får det så meget medieplads, at det kommer til at fremstå som et monster med navn: Corona. Det skaber frygt, og mennesker fratages muligheden for nøgternt at vurdere risikoen. Sundhedsstyrelsen har udsendt nogle meget fornuftige forholdsregler, men den oppustede frygt medfører, at lagrene af ansigtsmasker og håndsprit tømmes – måske til skade for dem, der virkelig har brug for maske og sprit. Og man tænker ikke på, at flere i denne våde og klamme vinter er døde af influenzarelaterede årsager end af COVID-19. Ja – det overses let, at på verdensplan dør der mange, mange flere af malaria eller tuberkulose end af Corona. Og så er der alle de andre sygdomme af forskellig art, som truer os selv, vore nærmeste eller bekendte. Sagen er derfor, at den største trussel mod menneskers velfærd ikke er de enkelte trusler, men derimod frygten der får os til at miste overblikket, lammer os eller får os til at handle overilet.

Derfor er det ikke mærkeligt, at en af de vigtigste opfordring i Bibelen er: Frygt ikke. Vær ikke bange. Bliv ikke forfærdede. Generøst er disse opfordringer mod frygten strøet ud gennem hele Bibelen. En søgning i Bibelen online viser, at ”Frygt ikke”, Vær ikke bange” og ”Vær ikke forfærdede” siges 75 gange i Bibelen. For sagen er, at Gud ikke har glemt os, selv om vi måske kan føle det sådan. Erfaringen af livets skrøbelighed og ubarmhjertighed kan nemlig få os til at glemme, at der forud for sammenbrud, opløsning og død faktisk foregår en opbygning, en samling og en skabelse. Livet leves ikke på baggrund af nedbrydning, men på baggrund af opbygning. Det er det, der er udgangspunktet. Vel kan det gå grueligt galt – og der er mange ting, der går grueligt galt hver dag; men det skal altså ikke ødelægge den grundlæggende tillid til, at Gud vil os det godt. Det er jo denne grundlæggende tillid, der gør, at Brorson, som selv mistede syv af sine børn som små, i ”Op al den ting” undrende må spørge, hvad han dog skal sige til skovens mange fugle, engens rige blomsterpragt og himlens blinkende stjerner. Han har kun et svar – nemlig at bekende:

”O, Gud, hvor er din visdom stor,

Din godhed, kraft og rige.”

Nogle psykologer siger, at det er helt afgørende vigtigt for et barn at få dannet en grundlæggende tillid i de allerførste år af dets liv. Så kan det klare mange knubs sidenhen. Lige sådan er det afgørende vigtigt, at vi er i besiddelse af en grundlæggende tillid til Gud. Og med den kan troen holde til mange knubs. Og det er netop på grund af denne grundlæggende tillid, at vi f.eks. med Hans Christensen Stehn kan synge i ”Du Herre Krist”:

Jeg slår min lid

nu og altid

kun til din rige nåde…”

Det gør jeg på trods af de udfordringer, livet også rummer. Det er vigtigt at huske på i situationer, hvor frygten for det ukendte eller uoverkommelige ligger på lur. Vi skal ikke bekymre os for det, vi ikke har kontrol over. Det forkrøbler livet. I stedet for at bekymre os over det umulige, skal vi have tillid til Guds gode vilje med os uanset hvad. For det fantastiske er jo, at tilliden til, at vi er i Guds opmærksomhed uanset omstændighederne, og at han vil være med os alle dage indtil verdens ende, frigør en masse energi og ressourcer til at gøre noget ved de udfordringer, vi kan gøre noget ved.

På trods af det sniger tvivlen sig ind. For allerførst må vi spørge, hvordan man overhovedet kan tro på skabelsesberetningens afsluttende forsikring om, at alt er godt! Hvad godt er der ved, at bjerge skælver, tsunamier skyller folk i havet, unge mennesker kører hinanden ihjel, sygdomme raser, krige flår samfund i stykker, nogles griskhed jager andre fra hus og hjem, hårde ord får parforhold til at revne – og vi kunne blive ved. Skulle det være godt? Skulle det være udtryk for, at der bag verden står en gud, som vil os det godt?

Dernæst får uforskammetheden i denne åbenlyse urimelighed et ekstra lille nøk, når Jesus nærmest vrisser til den ulykkelige far: Alt er muligt for den, som tror. Vil det sige, at faren ikke tror nok? Eller at hans tro ikke er god nok? Utallige er de mennesker, der i deres nød har kastet deres forhåbninger til deres gudstro – uden at det har hjulpet. Hvad er troen så værd?

Dette spørgsmål må også gælde Jesu sidste bemærkning i dagens evangelium: helbredelse kan kun ske ved bøn. Og må vi igen sige, at mennesker har bedt og tryglet om renselse og helbredelse for sig selv eller andre – uden at nogen gud tilsyneladende har hørt dem.

Derfor kan jeg godt forstå den fortvivlede fars nødråb: Jeg tror – hjælp min vantro.

For mig står dette fortvivlede nødråb fra en ulykkelig far som et af de vigtigste udsagn i Bibelen.

Jeg tror – hjælp min vantro!

Det rummer hele et kristenmenneskes troserfaring: spændingen mellem tro og tvivl. For vi mener vel, at vi tror? Hvordan skulle jeg ellers kunne stå her på prædikestolen den ene søndag efter den anden, forestå konfirmandundervisningen i månedsvis eller gennemføre begravelsessamtaler, hvis det ikke var tilfældet? Og hvordan kan I bruge den ene søndag formiddag efter den anden på umagelige kirkebænke, hvis ikke I tror? Alligevel er der så mange ting i livet, der igen og igen anfægter denne blomstrende tro og med en nagende tvivl får den til at krympe og skrumpe ind til et tørt fastelavnsris. Denne erfaring af livets skrøbelighed og ubarmhjertighed, næres og styrkes af mediernes fokusering på nød, død og elendighed. Tilliden til og glæden over, at Gud vil os det godt, fjerner nemlig ikke den kendsgerning, at nød, død og elendighed er et vilkår, som ingen af os undgår.

Alligevel er det den grundlæggende tillid, der er grundlaget for kristne menneskers overbevisning om, at Gud trods alt vil os det så godt, at han har givet sig helt ind under vore kår og blev menneske i Jesus. Gud er ikke en gammel skægget bedstefar, der sidder i sin himmel og med slet skjult morskab betragter menneskers tåbeligheder; for hvis det var sådan, så havde vi jo styr på ham.  Nej – Gud er både meget større og meget mindre end det, vi kan forestille os. Gud er meget fjernere fra os og meget tættere på os, end det vi kan fatte. Gud er så meget lig os, at Gud kender os fuldt ud, men Gud er også så forskellig fra os, at Gud kan vise os helt nye muligheder. Det er denne grundlæggende tillid Jesus efterlyser, når han utålmodigt udbryder: ”Alt er muligt for den, der tror!” Men det er vigtigt at understrege, at Jesus hermed ikke udtrykker en forventning om, at faren eller disciplene skulle kunne tro på en så stærk og umenneskelig måde, at drengen blev helbredt. Der var forskel på Jesus og de andre. Og der er forskel på Jesus og os. For kun Jesus kunne og kan tro, så bjerge kan flyttes, dæmoner drives ud, sygdom helbredes og døden overvindes. Kun Jesus kan bede så stærkt og mægtigt, at det han beder om går i opfyldelse.

Der er en stor nåde og befrielse i at kunne erkende det. For vi lever i en tid, hvor det at tro er blevet nærmest en mirakelkur. Du skal tro på dig selv, forkynder selvudviklingsindustrien. Du skal tro på dit forehavende, prædiker træneren til sportsudøveren. Tror du på det, så vinder du. Man skal tro på sig selv, sine drømme, sine muligheder. Det er f. eks. popstjernens råd til alle de håbefulde deltagere i X-Factor eller MGP, når han eller hun bliver spurgt: Man skal »tro på det«. Ikke et ord om, hvor uforskammet heldig man skal være, og alle de tilfældigheder, der styrer, hvem der slår igennem, og hvem der ikke gør. Men alt kan lade sig gøre, hvis man virkelig vil det, hvis man »tror på det«. Al menneskelig succes afhænger af tro.

Og det kan måske være godt nok, når selvtilliden skal tales op, og man skal yde sit bedste på idrætspladsen eller scenen; men i livets vanskelige forhindringsløb er det en katastrofal satsning. Her er vi nemlig sikre på at tabe, hvis vi satser på os selv. Også på vores evne til at tro. Selvfølgelig skal vi lære, hvad vi tror på, for vores tro er ikke en tro på hvad som helst, men uanset hvor meget vi lærer trosbekendelsen udenad, og uanset hvor meget og hvor ofte vi remser fadervor op, så frelser det os ikke. Heller ikke om vi tror nok så meget på det. Det er ikke vores tro, der frelser os. Det er ikke vores bøn, der redder os; men det er Jesu tro på os og hans bøn for os, der gør det. Når vi bærer vore børn til dåb, så gør vi det i tillid til, at Gud giver os den tro, der kan frelse os, for vi kan ikke selv præstere den. Og vi beder Jesu egen bøn i tillid til, at han beder sammen med os og bærer den frem for Gud. Amen.