Sidste søndags/helligdags prædiken

Prædiken fra søndag d. 22-04-18:

”Jeres hjerter må ikke forfærdes! Tro på Gud og tro på mig!”
Hvordan mon disse ord af Jesus lyder i ørene på vore medkristne i Syrien, som dagligt mærker bomber falde om ørerne på dem?
”Jeres hjerter må ikke forfærdes!” Hvordan mon Jesu ord opfattes af de kristne i Egypten, som i dag samles til gudstjeneste i bevidstheden om, at der kan være en selvmordsbomber midt i blandt dem? Vi ved naturligvis ikke, hvad man tænkte de steder, for vi er jo ikke udsatte for det samme. Men vi kan måske forestille os det, hvis vi lytter til vore egne tanker i dag. For hvilke tanker går der gennem vore hoveder i dag, når vi hører disse ord?
        ”Jeres hjerter må ikke forfærdes!” Disse ord af Jesus kan jo lyde ret så optimistiske i en tid, hvor vi læser og hører om tiltagende våbenraslen, voksende toldmure og kraftigere grænsehegn mod alt fra flygtninge til vildsvin. En tid, hvor hver nation præges af holdningen, at lige nøjagtig den kommer først. Og hvis vi holder os snævert til vor egen lille andedam – en tid hvor der forhandles indædt og bravt for at udgå en storkonflikt, som vil berøre os alle dybt – uanset om vi er direkte involveret eller ej. Det påvirker os tilsyneladende, for jeg læste et sted forleden i den seneste undersøgelse fra Danmarks Statistik, at forbrugertilliden er dalet. Og det er jo nok noget af det mest bekymrende, vi som samfund kan stå over for. At vi vil spendere for få penge på forbrug.
”Jeres hjerter må ikke forfærdes! Tro på Gud og tro på mig!”
Er det ikke at fortrænge tidens udfordringer at sige sådan noget? Er det ikke en hån mod bekymrede mennesker sådan at opfordre til at bevare ro, orden og omtanke? Det kan virke sådan – men her er det vigtigt at være opmærksom på, at ordene er sagt under Jesu afskedstale til disciplene inden Jesu tilfangetagelse og henrettelse. De sidder dér skærtorsdag aften – ifølge de tre første evangelier efter at Jesus har delt det sidste måltid med dem, ifølge Johannesevangeliet efter at Jesus har vasket disciplenes fødder. Begge handlinger er sket som tegn på Jesu fuldstændig uselviske tjeneste for os. Alligevel må Jesus fortælle dem, at en af dem vil forråde ham, og at en voldsom afslutning er nær. Så de er urolige og bekymrede. Hvad er det, der skal ske? Så Jesus taler altså lige ind i grundvilkåret for menneskelivet: Død og undergang er en truende grænse, og Gud kan være skjult for vore øjne. Det giver angst, uro og en følelse af forladthed.
        Det er altså ikke på en letkøbt eller gratis baggrund, at Jesus for at indgyde trøst og mod siger til dem og os: ”Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig!” Det siges til os, uanset om vi står over for ekstraordinære situationer som krig og uro, eller vi befinder os i ganske almindelige kriser som sygdom, nød og død. I sådanne situationer kan det være vanskeligt at bevare fatningen og retningen. Men vær ikke bange. Hav tillid til Gud fader i himlen og til hans tilstedeværelse på jorden – Jesus Kristus. For det er ikke hvem som helst, der siger det. Det er Gud selv, der står inde for det. Alle de bibeltekster, der læses denne søndag har et eneste sigte: at forkynde Jesus som Gud. Ja, sådan har det været siden påske, og nu i dag hører vi så et af de mest kendte ord af Jesus: Jeg er vejen, sandheden og livet. Jesus er Gud, og Gud er i ham. Der er for os ingen mellemveje og ingen omveje til Gud end af den vej, der hedder Jesus Kristus. Det kan være vanskeligt at erkende midt i alt det frygtelige, som kan ske i dag både i stort og småt, fjernt og nært. Men sådan er det.
Det har været voldsomt provokerende for Jesu samtid at høre ham sige: Jeg er – vejen, sandheden og livet. Med anslaget ”Jeg er” vil enhver jøde høre de ord, som Gud sagde til Moses fra den brændende tornebusk: Mit navn er ”Jeg er”; og dermed vil de høre Jesus påstå, at han er guddommelig. Men det er jo også voldsomt provokerende i dagens Danmark. Vel kan Jesus være en moralsk ledestjerne, en stor profet eller sågar en af vejene til Gud blandt mange veje. Men VEJEN? Og dertil SANDHEDEN? For ikke at sige LIVET? Det vil mange hævde er smalsporet, intolerant og bedrevidende. Men sådan må det være. Her kan vi som kristne ikke gå på kompromis. Det kan gerne være, at Gud har flere veje til os. Hvad ved jeg om det? Hvem er jeg, der skulle afskære Gud fra den mulighed? Men Gud har kun anvist én vej til, hvordan vi kan komme til Gud: Jesus Kristus. Jesus er Vejen til Gud, sandheden om Gud og derfor livet med Gud. Jesus er vejen til Guds bolig – til livet i Guds nærvær både efter, men så sandelig også før døden. Som vi for lidt siden hørte Simon Peter forkynde, da han og Johannes var blevet hentet til forhør i Rådet:
”Der er ikke frelse i nogen anden, ja, der er ikke givet mennesker noget andet navn under himlen, som vi kan blive frelst ved.«
        Det er bare så svært at tro det om en, der blev klynget op på et kors, og hvis legeme forsvandt op i den blå luft. Det er jo både udtryk for afmagt og eksempel på den rene fantasi. Men vi skal ikke fortvivle over, at vi har vanskeligt ved at tro det i dag mange år efter. Selv Jesus disciple havde vanskeligt ved at tro det, selv mens de sad med Jesus imellem sig.
»Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?« spurgte Thomas.
Og Fillip fremturede: »Herre, vis os Faderen, og det er nok for os.«
Det er ikke så underligt, at Jesus kunne lyde lidt træt. Nu har de fulgt ham gennem tre år, og de har stadig ikke forstået, hvad det går ud på: Jesus er en vej til Gud, som ingen anden vej tidligere. Det er mildhedens vej, kærlighedens vej, sagtmodighedens vej, omsorgsfuldhedens vej, tilgivelsens vej, forsoningens vej. Det har Jesus forkyndt igen og igen fra dag et. Men, tilføjer han, hvis de ikke kan tro Jesu forkyndelse af sin enhed med Gud, så bør de tro på grund af selve gerningerne.
Men hvad er det for gerninger, der er tale om? Og er det ikke helt ukristeligt eller i hvert fald uluthersk, når Jesus sådan peger på gerningerne? Nej, for det er kun os, der skelner mellem ord og gerning. For Jesus hænger de sammen. Jesu gerninger er naturligvis de undere, som ledsagede hans forkyndelse: vand til vin, vandringen på søen, 5 brød og 2 fisk til bespisning af flere tusinde, opvækkelse af døde. Men Jesu gerninger er også hans måde at være sammen med mennesker på: hans åbenhed over for udstødte, ringeagtede og forhadte – hans egen hvile i troen på og tilliden til Gud. Hans liv i Guds bolig. Stillet over for sin egen død og undergang mistede Jesus ikke fatningen eller orienteringen. Han fastholdt sig selv som mildhedens, kærlighedens, sagtmodighedens, omsorgsfuldhedens, tilgivelsens og forsoningens vej til livet med Gud.
        Spørgsmålet er, om vi kan det stillet over for udfordringerne og truslerne i vores liv? Kan de det i Mellemøsten? Nu er hverken de eller vi Jesus. Vi er ikke selv vejen, sandheden og livet. Historien har vist, at vi mennesker igen og igen har mistet troen på og tilliden til Gud både når det har drejet sig om personlige forhold eller politiske sager. Det sker og vil ske igen. Men ikke desto mindre står Jesu udsagn fast: Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig! Og når vi af utryghed og usikkerhed ser os nødsaget til at lukke ørerne for Jesu ord og i stedet tro på denne verdens virkemidler af bomber, pigtråd, økonomiske stramninger, da må vi gøre det i håbet om, at vi alligevel må blive set på med den mildhed, kærlighed, tilgivelse og forsoning, som vi ikke selv kan præstere. Amen.